én landsdel
ét sammenhold

Annonce

Usædvanlig sæson påvirker årsregnskabet 2019/2020

Annonce

Et helt uforudseeligt kalenderår påvirker årsregnskabet 2019/2020, som ender med et samlet underskud i Sønderjysk Elitesport A/S. Ishockey og de to håndboldhold laver gode resultater i et udfordrende år, mens Covid-19 og en overgangssæson i 3F Superligaen giver et underskud i SønderjyskE Fodbold.

SønderjyskE-holdene er vant til at kæmpe på Sydbank Park, i Frøs Arena, i Broager Sparekasse Skansen og i Arena Aabenraa og på mange udebaner, men i 2019/2020-sæsonen blev der også kæmpet en ekstraordinær hård kamp uden for banerne.

Da sæsonerne i fodbold, ishockey og håndbold stod foran de mest spændende måneder, hvor der er allermest interesse for holdene, blev alt lukket ned af Covid-19-pandemien, og den konsekvens kan naturligvis også aflæses i regnskabsåret for 2019/2020.

Årsregnskabet for 2019/2020 giver et samlet underskud i koncernen på 11.492.000 kroner efter koncernelimineringer, og det er især SønderjyskE Fodbold, der påvirker regnskabet negativt, da fodboldforretningen har givet et underskud på 11.172.000 kroner. Til gengæld er der et overskud på 504.000 kroner hos SønderjyskE Ishockey, mens SønderjyskE Damehåndbold leverer et plus på 204.000 kroner. SønderjyskE Herrehåndbold er tæt på et nul-resultat med et underskud på 82.000 kroner.

Sønderjysk Udviklingssamarbejde (SUSAM) leverer et overskud på 1.479.000 kroner, mens Sønderjysk Elitesport A/S har et underskud på 1.855.000 kroner.

SønderjyskE-direktør Klaus Rasmussen siger om årsregnskabet:

– Det bliver et regnskabsår, vi aldrig glemmer. På grund af Covid-19-pandemien blev ishockey- og håndboldsæsonerne afblæst før slutspillet, og fodboldsæsonen blev forskudt og færdiggjort i et nyt regnskabsår og på helt andre præmisser, end det vi er vant til og har budgetteret efter. Derfor har Covid-19 naturligvis påvirket regnskaberne i negativ retning, og vi har virkelig haft brug for opbakningen for at få det hele til at løbe rundt.

– Den positive historie i regnskabsåret er til gengæld, at vi har mærket støtte og kærlighed fra hele regionen i en periode, hvor vi har haft allermest brug for det. Håndsrækningen 2020, hvor private og virksomheder kunne give os ekstra opbakning, blev en stor støtte, hvor knap 4.000 personer og virksomheder valgte at donere penge til os i en svær tid for alle. Det gør os stolte, og det har virkelig været rørende at mærke den opbakning. Håndsrækningen har været helt afgørende for, at vi har leveret positive regnskaber i SønderjyskE Ishockey og SønderjyskE Damehåndbold og næsten har et nul-resultat i SønderjyskE Herrehåndbold. Jeg vil gerne bruge denne anledning til at sende en stor tak til alle, der har bidraget, og til Haderslev Kommune, Sønderborg Kommune og Aabenraa Kommune, som også har været en stor støtte og meget samarbejdsvillige i en svær tid.

– Også fodboldholdet har oplevet stor støtte, men det har ikke været nok til at undgå et større underskud, og det er der et par væsentlige årsager til. For det første blev Covid-19 en stor modspiller, da sæsonen blev indstillet i marts. Da vi kom i gang igen, blev flere af kampene spillet efter 1. juli, hvor et nyt regnskabsår begynder, og der har derfor ikke været fuld udbetaling på tv-pengene i regnskabsåret 2019/20, og triumfen i Sydbank Pokalen indgår først i regnskabet for 2020/2021. For det andet har der været tale om en overgangssæson, hvor 3F Superligaen er blevet skåret fra 14 til 12 hold, og der har vi prioriteret at fastholde stammen på holdet og undladt markante spillersalg, så vi også kunne spille i 3F Superligaen i 2020/2021-sæsonen. Den mission lykkedes vi som bekendt med, så vi nu spiller i 3F Superligaen for 13. år sæson i træk og for tiden med en vis sportslig succes.

– Sønderjysk Elitesport A/S har som hovedregel været drevet i balance, da selskabet fungerer som back office for datterselskaberne. I år realiserer vi et underskud på 1.855.000 kroner, men det har ikke så meget med den almindelige drift at gøre, og i det lys er resultatet tilfredsstillende, siger direktør Klaus Rasmussen.

Bestyrelsesformand i Sønderjysk Elitesport A/S, Claus Guldager, siger om årsregnskabet:

– Årsresultatet er, som det er, og det er selvfølgelig ikke tilfredsstillende, selvom resultatet også afspejler nogle strategiske beslutninger.

– Efter statusdagen har vi sikret endnu en sæson i 3F Superligaen, og vi blev pokalmestre. Fodboldprojektet er solgt, og den nye sæson er i fuld gang i alle fire sportsgrene. Vi ser fremad og fokuserer på, hvordan vi klarer os bedst muligt sportsligt og økonomisk i en tid med Covid-19-restriktioner. Hvis opbakningen fra fans og sponsorer og de tre kommuner ikke svigter, er der god grund til at se optimistisk på fremtiden. Vi tror på, at SønderjyskE kan drives i økonomisk balance, uden at det går ud over vores sportslige konkurrenceevne. Fodbolden har fået en fantastisk start på sæsonen, og det glæder os – ikke bare fordi det er dejligt at vinde, men også fordi det er glasklart, at den nye ejer ikke har købt katten i sækken. Vi solgte, fordi der skulle andre kræfter til for at løfte fodboldprojektet. De nye kræfter og fodboldprojektet har fået den bedste start på det nye samarbejde. Og det er der grund til at glæde sig over, for det viser, at vi traf den rigtige beslutning.

– Nu glæder vi os til, at vi forhåbentlig snart kan se mange flere fans og sponsorer på lægterne igen. Og så vil jeg gerne takke for den store opbakning, SønderjyskE har fået og får. Uden den var der ikke noget SønderjyskE. Vi vil gøre vores yderste for, at SønderjyskE også fremover er et projekt, der fortjener solid opbakning, siger Claus Guldager.

FAKTA
Koncernens resultat fordeler sig således på de enkelte aktiviteter (t.kr.)
SønderjyskE Ejendomme A/S                   255
SønderjyskE Fodbold A/S                    -11.172
SønderjyskE Herrehåndbold A/S             -82
SønderjyskE Damehåndbold A/S             204
SønderjyskE Ishockey A/S                          504
Sønderjysk Udviklingssamarbejde A/S  1.479
Sønderjysk Elitesport A/S                       -1.855

Relaterede nyheder

Annonce
Annonce
  • Kommende kamp
    Nordicbet Liga
    Fredag D. 26. April 19:00
    KIF
    Kolding IF
    VS
    Sønderjyske Fodbold
    SJF
    Seneste resultat
  • Seneste resultat
    Nordicbet Liga
    Torsdag D. 18. April
    SJF
    Sønderjyske Fodbold
    0
    :
    0
    Vendsyssel FF
    VEN

Tilpas rækkefølgen på forsiden

[sortableItme]
[sortableItmeMobil]

Er du også gået glip af en nyhed?

Tilmeld dig SønderjyskE’s nyhedsbrev og få de sparket de seneste nyheder direkte i din indbakke