Veteran Match 2021 afvikles i Vojens og Haderslev med både jobmatch-arrangement og matchday-events. Lokale veteraner opfordres til at tilmelde sig hurtigst muligt.
De har kæmpet for Danmark som stærke soldater, men er vendt hjem til en svær dagligdag.
For at hylde og ikke mindst hjælpe disse veteraner til en bedre hverdag er SønderjyskE blandt værterne for den landsdækkende Veteran Match 2021. Lokalt finder det sted i uge 40,41 og 43 i samarbejde med Danmarks Idrætsforbund, Haderslev Kommune og det lokale erhvervsliv.
Mentalt eller fysisk skadede samt ledige veteraner inviteres til jobmatch-dag med SønderjyskEs erhvervsnetværk i Frøs Arena med målet om at få ledige veteraner i beskæftigelse – eksempelvis via flexjobs.
Haderslev Kommune bidrager med jobkonsulenter, der skal være med til at sikre de bedst mulige match.
Derudover vil selvsamme veteraner blive inviteret til officielle match day-hyldester i hallen og på stadion i forbindelse med SønderjyskEs hjemmekampe i Metal Ligaen og 3F Superligaen henholdsvis den 10/10 og 31/10.
Veteran Match 2021 kører over det meste af landet fra uge 39 til uge 43 og blev lanceret i København sidste år. Her blev initiativet udviklet i et samarbejde mellem Danmarks Idrætsforbund (DIF Soldaterprojekt), Københavns Kommune og Parken Sport & Entertainment med det resultat, at otte veteraner fik et match med en arbejdsgiver.
Generelt var erfaringerne så positive, at initiativet nu er udvidet til hele Danmark med deltagelse af toppen af dansk ishockey og fodbold. Således er alle klubber fra Metal Ligaen og Superligaen samt 1. divisionsklubben Esbjerg med i initiativet.
”Erfaringerne fra DIF Soldaterprojekt viser med al tydelighed, at sport og fællesskaber er vigtige virkemidler i veteranernes kamp for at vende tilbage til et godt civilt liv. Derfor glæder vi os meget over, at veteranmatchen i år når ud til hele Danmark, så vi kan hjælpe endnu flere veteraner videre i livet, ” siger Frans Hammer, næstformand i DIF og medlem af styregruppen bag Veteran Match 2021.
Selve jobmatch-arrangementet i Vojens finder sted i Frøs Arena, hvor der på dagen også er arrangeret idrætsaktiviteter, der skal markere ambitionen om at hjælpe veteranerne mod en idrætsaktiv tilværelse i dagligdagen. Noget som Danmarks Idrætsforbund arbejder målrettet med via DIF Soldaterprojekt.
Derudover byder Veteran Matchen på match day-events på Sydbank Park og i Frøs Arena, hvor veteranerne vil blive hyldet. Her vil der også blive rejst penge til fordel for veteranerne i form af forskellige tiltag. Bl.a. kan tilskuere købe lodder og deltage i lodtrækningen om at vinde en af spillernes game worn trøjer. Overskuddet går direkte til foreningsaktiviteter under Danmarks Idrætsforbunds Soldaterprojekt, der arbejder for idrætstilbud til skadede veteraner ude i foreningslivet.
Er du veteran opfordres du til at tilmelde dig jobmatch- og matchday-arrangementerne i kommunen via link på DIF Soldaterprojekts hjemmeside:
https://www.difsoldaterprojekt.dk/event-details/veteran-match-2021
Ønsker du, som virksomhed, at involvere dig i at bringe veteraner ind på arbejdsmarkedet, kan du læse mere her.
For mere info om Veteran Match 2021 i Metal Ligaen:
Kommerciel chef i Danmarks Ishockeyunion, Thomas Bjuring, tbj@ishockey.dk, 22474449
For generel info om Veteran Match 2021:
Projektleder i DIF Soldaterprojekt, Rune Oland Tanggaard, rot@dif.dk, 27494950
FAKTA
Kort om Veteran Match 2021
Formålet med Veteran Match 2021 er at hylde de danske soldaterveteraner og skabe gode rammer for at få dem ud på arbejdsmarkedet.
Bag Veteran Match 2021 står DIF, en lang række fodboldklubber fra Superligaen, 1. divisionsklubben Esbjerg, alle hold i Metalligaen samt en række kommuner.
Ambitionen er, at Veteran Match 2021 bliver en fast tilbagevendende begivenhed – over hele landet og i flere sportsgrene.
Hele Metal Ligaen deltager. Altså følgende klubber:
Aalborg Pirates, Esbjerg Energy, Frederikshavn Whitehawks, Herlev Eagles, Herning Bluefox, Odense Bulldogs, Rungsted Seier Capital, Rødovre Mighty Bulls og SønderjyskE
Alle Superliga-klubber samt 1. divisionsklubben Esbjerg deltager:
AAB, AGF, Brøndby, IF, Esbjerg, FC København, FC Midtjylland, FC Nordsjælland, OB, Randers FC, Silkeborg, SønderjyskE, Vejle og Viborg FF.
Følgende kommuner deltager:
• Aalborg
• Frederiksberg
• Frederikshavn
• Haderslev
• Herlev
• Herning
• Ikast-Brande
• København
• Odense
• Randers
• Rødovre
• Viborg
• Vejle