Søg

Ny kamp i vente

Jesper Klitgaard, 16. oktober 2017, kl. 17:08

858

Der er ikke meget efterårsferie for de sønderjyske ishockeyspillere, som spiller den tredje kamp på blot fem dage, når holdet tirsdag aften tager imod Hvidovre Fighters. Kampstart kl. 19.00 i SE Arena.

SønderjyskE har fået fire point ud af de seneste tre kampe, hvor holdet vandt sikkert over Herlev, måtte se sig slået med 2-1 efter en tæt kamp fredag aften i Herning, og se Rødovre tage lige et enkelt point mere end SønderjyskE, dog efter både forlænget spilletid og straffeslag.

Derfor er det også et sønderjysk mandskab som stiller op for at få point på kontoen mod et mandskab fra vestegnen, der som navnet siger kæmper godt i alle kampe. Sidst holdet gæstede Vojens, vandt SønderjyskE en målrig sejr, men så mange mål behøver der ifølge cheftræner Dan Ceman ikke komme i tirsdagens opgør.

– Hvidovre lavede fem mål sidst de var her, og vi otte. Det har sikkert været ganske underholdende at se på, men som træner var det knapt så underholdende. Vi var alt for løse i vores defensiv og det bliver straffet af alle hold, fortæller Ceman.

SønderjyskE blev lidt ramt på det mentale da Rødovre scorede to hurtige mål i søndagens opgør. Holdet fik sig dog rejst igen igennem kampen, men området er noget som trænerteamet har fokus på, også i forholdet til tirsdagens kamp.

– Vi skal holde fokus på det mentale samt vores defensiv, for Hvidovre er et hold vi har respekt for. Har vi de to områder på plads samt vores trofaste supportere i ryggen, tror jeg på at vi nok skal få et godt resultat, lyder den afsluttende kommentar fra Dan Ceman

Kampens første puck smides kl 19 i SE-Arena i Vojens, så mød op, tag naboen med, lad børn og børnebørn bruge deres funcards i anledning af efterårsferien og vær med til at skabe en festlig ramme omkring kampen

Arkivfoto: A.Stollig


Del på de sociale medier:

Facebooktwittergoogle_plusredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus