Søg

Nu spidser det til

Per Jessen, 18. marts 2019, kl. 15:27

Vi nærmer os en afgørelse i kvartfinaleserien mellem SønderjyskE og Rødovre Mighty Bulls. Efter Rødovre vandt de to første opgør, så har SønderjyskE svaret godt igen med tre sejre i træk. Dermed står der 3-2 til de lyseblå løver inden kampen tirsdag aften i Rødovre.

Søndag aften blev det til en sejr på 6-2 til SønderjyskE hjemme i en stemningsfyldt Frøs Arena, og dermed har SønderjyskE momentum med i bussen til Sjælland. Det var en kamp, hvor alle kæder fik godt med spilletid. Det blev også til et par skift til Jordan Pietrus, som har siddet ude nogle kampe med en skade.

SønderjyskE var foran 3-0 undervejs i søndagens kamp, men Rødovre kom godt tilbage. Forward Anders Førster påpeger, at Rødovre er et godt hjemmehold, og man skal ikke tage noget for givet.

– Rødovre er et godt hold, og giver du dem en lillefinger, så tager de hele armen. Vi skal forsøge at bygge videre på vores spil fra de sidste par kampe og spille med høj fart, udtaler Anders Førster.

Der er kampstart kl. 19.00 i Rødovre. Efter kampen er der tre mulige scenarier – og her kan kampen Esbjerg Energy – Frederikshavn White Hawks (start kl. 20.30) også få betydning:
1) Taber SønderjyskE i Rødovre, så spilles kamp 7 fredag 22. marts i Vojens
2) Vinder SønderjyskE og vinder Esbjerg over Frederikshavn, så starter SønderjyskE semifinalerne allerede fredag 22. marts i Vojens
3) Vinder SønderjyskE og vinder Frederikshavn over Esbjerg, så starter SønderjyskE semifinalerne tirsdag den 26. marts i Vojens.

Billetsalg til kvartfinale 7 eller semifinale 1 starter onsdag 20. marts kl. 12.00.


Del på de sociale medier:

Facebooktwittergoogle_plusredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus