Søg

Myllykoski forventer travl eftermiddag i topkamp

Copus, 21. februar 2016, kl. 0:37

SønderjyskE tørner søndag sammen med Frederikshavn White Hawks i en regulær topkamp mellem de to bedst placerede hold i Metal Ligaen.

Skal SønderjyskE holde liv i håbet om en førsteplads og samtidig holde afstand til de formstærke forfølgere fra Esbjerg Energy, så skal der gerne en sejr på kontoen i det nordjyske. Efter nederlaget i pokalfinalen har Frederikshavn svaret godt igen og konsolideret førstepladsen med sejre over først Rødovre Mighty Bulls og senest pokalmestrene fra Odense Bulldogs.

I Metal Ligaen står frederikshavnerne noteret for seks sejre i træk. SønderjyskE er fire point bagefter, og yderligere tre point længere ned i tabellen er Esbjerg at finde på tredjepladsen.

Hos SønderjyskE er Mads Lund brandvarm for tiden. Han scorede det vigtige 1-0-mål mod Blue Fox Herning i fredags, og det mål viste sig at blive afgørende, da en storspillende Joni Myllykoski holdt målet rent.

– Som målmand var det lidt en mærkelig kamp mod Herning. Der var næsten ingen skud mod mål de to første perioder, og det gør det svært. Som målmand vil man egentlig gerne have lidt at lave og gerne op mod 30 skud per kamp, så man er lidt med i spillet og holder sig varm, siger Myllykoski, der kunne nøjes med 15 redninger på vej mod sit shutout.

Han er dog forberedt på, at arbejdsbyrden bliver noget større søndag eftermiddag.

– Frederikshavn vil med sikkerhed spille noget mere offensivt end Herning, og vi skal være forberedt på at komme under pres deroppe. De har et godt hold, siger Joni Myllykoski.

Myllykoski har spillet aldeles solidt denne sæson, og holdets defensiv er blevet bedre og bedre som sæsonen er skredet frem. Han nærmer sig nu en redningsprocent på 92 og blot 1,8 mål imod per kamp. Man skal helt tilbage til den 4. december for at finde en kamp, hvor der sidst er gået over tre mål ind på den finske keeper.

– Efter vi havde spillet CHL, så havde vi lidt svært ved at omstille os til en lidt mere offensiv stil i ligaen. Vi spillede måske lidt for smart i defensiven i starten af sæsonen, og vi lavede alt for mange fejl. Det har vi fået rettet op på, og jeg er måske også blevet lidt bedre som sæsonen er skredet frem. Når forsvaret spiller næsten fejlfrit, så er det også let for mig at gøre mit job, siger Myllykoski ydmygt.

Der er kampstart kl. 14.00 i Frederikshavn. Tirsdag kl. 19.00 er der hjemmekamp mod Rødovre Mighty Bulls i SE Arena.


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus