Rasmus Lyø og Mario Simioni drager denne uge med det danske landshold til Deutschland Cup. Og på Next Gen-landsholdet er der seks SønderjyskE-spillere i truppen.
Landstræner Heinz Ehlers har inviteret Mario Simioni med som vikar for assistenttræner Jens Nielsen til Deutschland Cup, hvor der i Krefeld venter kampe mod de tyske værter, Slovakiet og Østrig. Lyø er gledet ind i truppen efter et afbud. Og så er Nicolaj Henriksen, Oliver Gatz, Martin Eskildsen, Valdemar Ahlberg, Nikolaj Krag og William Boysen med på turen til Norge, hvor den “næste generation” af landsholdsspillere på Next Gen-landsholdet deltager i Meca Hockey Games. I Trondhjem venter kampe mod Letland og de norske værter. Karsten Arvidsen er cheftræner og Jesper Duus assistenttræner for Next Gen-landsholdet.
– Next Gen-landsholdet er et tiltag, som Heinz (Ehlers, red.) har forsøgt at sætte i gang siden han begyndte på fuld tid hos os. Corona-pandemien har flere gange forhindret opstarten af projektet for alvor. Nu glæder vi os til at komme i gang, for det er vigtigt at næste generation af landsholdsspillere får den fornødne erfaring. Der er masser af gode, spændende navne med i Norge, siger landsholdets General Manager, Kim Pedersen.
Jonas Borring er med U20-landsholdet, og både Mikkel Skov og Mathias Kløve er med U18-landsholdet, der har i alt seks spillere fra SønderjyskE/VIK i truppen. Når SønderjyskE-spillerne møder ind til træning igen på torsdag, så har assistenttræner Anders Førster altså kun et begrænset antal spillere til rådighed.
Deutschland Cup
10/11 kl. 16:15 Østrig – Slovakiet
10/11 kl. 19:45 Tyskland – Danmark
12/11 kl. 14:30 Slovakiet – Danmark
12/11 kl. 18:00 Tyskland– Østrig
13/11 kl. 11:00 Danmark – Østrig
13/11 kl. 14:30 Tyskland – Slovakiet
Meca Hockey Games
10/11 kl 19:00 – Letland – Norge
11/11 kl 19:00 – Danmark – Letland
12/11 kl 16:00 – Norge – Danmark