Søg

Is arena bliver til Frøs Arena

Per Jessen, 15. august 2018, kl. 19:00

546

Frøs Sparekasse lægger i de kommende tre år navn til Danmarks flotteste is arena

Is arenaen i Vojens blev ved indvielsen tilbage i 2011 kaldt et sportsligt fyrtårn i Sønderjylland og Danmarks flotteste is arena. Siden er der blevet fejret mesterskaber for fulde huse, spillet champions league og også olympiske kvalifikationskampe med det danske landshold.

Nu skifter is-mekkaet navn, og det bliver den regionalt baserede Frøs Sparekasse, som i de kommende tre år lægger navn til Frøs Arena i Vojens.

Ifølge adm. direktør i Sønderjysk Elitesport A/S, Klaus B. Rasmussen, har det været en spændende proces og parløb med den nye navnerettighedshaver:

– For det første vil jeg gerne kvittere med en stor tak til Frøs Sparekasse, som med det samme så potentialet og mulighederne. Is arenaen har jo, som spået, udviklet sig til at være et sportsligt fyrtårn for landsdelen og dansk ishockey i øvrigt. Det er en meget spændende markedsføringsplatform, som giver store muligheder for en regionalt funderet virksomhed som Frøs Sparekasse. Det er godt set, siger Klaus B. Rasmussen, og fortsætter:

– Frøs Sparekasse har i alle år været én af grundpillerne under landsdelsprojektet SønderjyskE, og vi glæder os i den grad over at man endnu en gang understreger sin opbakning med navnerettighederne til én af landsdelens mest markante sportsarenaer. Vi er meget stolte, og det siger sig selv at vi alle på det lyseblå hold i SønderjyskE vil gøre alt, hvad vi kan for at give Frøs Sparekasse maksimalt udbytte af deres investering i form af både markant eksponering og positive, sportslige overskrifter”, understreger Klaus B. Rasmussen.

– Vi involverer os i et bredt udsnit af foreninger og klubber, der skaber glæde, fællesskab og gør Syd- og Sønderjylland til et godt sted at være. Som sparekasse kan vi være med til at binde lokale kræfter sammen og skabe muligheder for vækst og udvikling. Eliteidrætten i det sønderjyske er vigtig. Det skaber fælleskab og er med at profilere vores landsdel.  Vi brænder for Syd- og Sønderjylland og det SønderjyskE projekt og jeg er utrolig glad for, og stolt over, at det nu er vores logo der pryder facaden.  Når det er sagt, så skal det nye samarbejde naturligvis også være med til at skabe synlighed omkring vores sparekasse, så endnu flere Syd- og Sønderjyder og virksomheder i området vælger os som deres nye bank. De skal i hvert fald være velkomne, siger en smilende direktør for Frøs Sparekasse, Henning Dam.

På fotoet er det fra venstre Ole V. B. Andersen, erhvervscenterdirektør i Frøs Sparekasse, Klaus B. Rasmussen, adm. direktør i SønderjyskE og yderst til højre Henning Dam, adm. direktør i Frøs Sparekasse.

Fakta Frøs Arena
Frøs Arena blev officielt indviet i august 2011 (Den første ishockeykamp blev spillet i januar samme år, red.). Der er plads til 5.000 tilskuere fordelt på 2.000 sidde- og 3.000 ståpladser.


Del på de sociale medier:

Facebooktwittergoogle_plusredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus