Søg

Gibson fik hul på bylden: Sejr i Hvidovre

Per Jessen, 12. september 2017, kl. 22:30

1142

SønderjyskE var bagud 0-1 i aftenens udekamp hos Hvidovre Fighters, men via to mål af Greg Gibson blev kampen vendt på hovedet, og SønderjyskE kunne rejse hjem med en 3-1-sejr og tre point.

Efter den målløse kamp i fredags mod Herning var det en stor forløsning, at der kom gang i både målscoringen og pointhøsten i en kamp mod Metal Ligaens nye hold, Hvidovre Fighters. Og klassens nye dreng ville tydeligvis bevise omverdenen, at de på egen is ikke bliver kanonføde i landets bedste ishockeyrække. Svenske Niklas Lundström i Hvidovre-målet gjorde – ligesom en velspillende Joni Myllykoski i den ande ende – sit til, at målscoren længe blev holdt nede.

– Det var ikke prangende, men en sejr er en sejr, og vi er glade for de tre point. Hvidovre gjorde det svært for os, og deres målmand er meget stærk. Det blev til tider lidt rodet, og helt veludført blev vores spil sjældent. Der er noget at tage fat i, men også at bygge videre på, siger cheftræner Dan Ceman.

Selvom SønderjyskE sad på det meste af både spil og målchancer, så var det værterne, som kom foran i slutningen af første periode. Efter 38 minutter scorede Greg Gibson det vigtige 1-1-mål i powerplay, og med ti minutter tilbage af kampen lynede den lynhurtige canadier igen. Begge mål faldt efter gode kombinationer, hvor Gibson som skarpretter resolut hamrede til pucken.

Til sidst i kampen satsede Hvidovre hele butikken, og efter Mads Lund vandt en meget vigtig faceoff endte pucken via Jace Coyle hos Steffen Frank, som let kunne score i det tomme mål til slutresultatet.

Allerede på fredag venter næste opgør, når sidste års DM-finalister fra Gentofte Stars er modstanderen i SE Arena, hvor der er kampstart kl. 19.30.

Hvidovre – SønderjyskE 1-3 (1-0, 0-1, 0-2)
17:10 1-0 Adam Carnestad (Björkung)
38:05 1-1 Greg Gibson (Coyle, Spelling) PP
50:08 1-2 Greg Gibson (Fiddler, Spelling)
59:58 1-3 Steffen Frank (Coyle, Lund)
Udv.: HF 2×2, SE 4×2
Skud: 27-34
Tilskuere: 575


Del på de sociale medier:

Facebooktwittergoogle_plusredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus