Søg

Skrækkelig første, god anden halvleg mod Skanderborg

Anders Gormsen, 30. juli 2017, kl. 12:13

Lørdag middag var Sønderjyskes Håndboldherrer i aktion for første gang i sæsonen, i en træningskamp mod Skanderborg i Broager sparekasse Skansen.

Ca. 400 tilskuere var mødt op til kampen og trods en skrækkelig første halvleg og et klart nederlag blev der støttet godt op om holdet.

Cheftræner Kasper Christensen siger følgende om kampen

– Jeg må sige at Lars og jeg blev klogere på hvor vi står og fik også svar på nogle ting, med henblik på hvad der skal arbejdes med fremadrettet –

– Vi spiller en første halvleg under lavmålet. Vi kommer ind til kampen og er slet ikke klar fra start, vi er mentalt ikke tilstede viser en skidt indstilling og attitude og kan slet ikke modstå det pres et virkeligt stærkt spillende Skanderborg mandskab kommer med. Det bærer tydeligt præg af at vi kun har arbejdet med nogle få ting til træning, blandt andet et 6-0 forsvar, hvor vi er alt for fastlåste og nogle ganske få angrebsåbninger –

Pausestillingen lød på 8 – 18 så der var nok at tale om i omklædningslokalet

– Vi kommer ud til anden halvleg med en helt anden indstilling – siger Kasper og fortsætter – hele holdet rejser sig og vi holder Skanderborg i en skruestik de første 20 – 22 minutter af halvlegen. Der kommer markant mere fart og drev over spillet og vores 2. bølge kommer også fint i gang. Der bliver udvist langt større aggressivitet i vores forsvar og vi kommer rent faktisk så tæt på som 18 – 22 –

– Vi fik en masse at spekulere over, men så også gode takter. Nu skal vi på træningslejr på onsdag hvor der skal spilles tre kampe og forberedes frem mod en ny spændende sæson –

Efter lørdagens kamp er der roser til dagens fødselar, Adam Nyfjæll,  der spillede en god kamp  i begge ender af banen og var med til at vende kampen og til Simon Kristiansen for en god offensiv indsats.


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus