Søg

Kasper har indtaget chefrollen

Anders Gormsen, 18. juni 2017, kl. 19:39

Håndboldherrerne står mellem 2 sæsoner og er lige nu i gang med forberedelserne til en ny spændende sæson. Det foregår dog uden de nye spillere, der først støder til truppen efter sommerferien.

Det betyder heldigvis ikke at intensiteten er mindsket til træning, alle spillerne giver den fuld gas og den nye cheftræner, Kasper Christensen, er fuld af roser til alle, ikke mindst de spillere der skal videre.

– Jeg er meget imponeret over den måde alle spillerne har grebet det an, og jeg er stolt over og glad for at de spillere der forlader klubben giver sig fuldt ud og bidrager til den fantastisk gode stemning i truppen – udtaler han og fortsætter

– Vi er jo et nyt team, Lars Krogh Jeppesen og mig selv, der skal fortsætte udviklingen af håndbolden i SønderjyskE og jeg fornemmer allerede nu at vi, selvom vi mangler de nye spillere, er kommet rigtig godt i gang –

– Vi har fokuseret på 3 ting her før sommerferien, skades forebyggende træning, hvor fokus også har været på at få de skadede spillere tilbage på banen. Det går heldigvis rigtig godt. Vi træner rigtig meget fysisk og nye forsvarsopstillinger –

– Der hvor vi for alvor kan forberede os er på forsvarsdelen, hvor vi stort set råder over de spillere der skal bruges. Vi prøver at få implementeret et 5 – 1 forsvar. Der ud over bliver der trænet individuelt med afslutninger og samspil med stregspillere og så er der kigget rigtig meget på keeperdelen, hvor der kommer to unge målmænd mellem stængerne –

–  Vi har haft en samtræning med TM Tønder, der blev afsluttet med en kamp på 2×20 minutter, som vi for øvrigt tabte med et enkelt mål. Vi har også haft en træningskamp mod Skanderborg, hvor vi vandt med et mål. Fælles for begge kampe var at vi spillede uden mange af stamspillerne og i stedet fik set en masse af de unge spillere an –

– Både jeg og Lars glæder os til at komme rigtig i gang og vi ser frem til at se nuværende, såvel som nye spillere nå vi starter op efter sommerferien d. 18. juli. Alle spillerne har fået træningsprogrammer med hjem, så jeg håber at se alle tilbage i god form, men naturligvis også at alle har haft en god ferie sammen med familie og venner –

Første opgave på banen efter ferien bliver en træningskamp i Broager Sparekasse Skansen mod Skanderborg lørdag d. 29. juli.


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus