Søg

Flot indsats gav fornem sejr i Holstebro

Anders Gormsen, 13. september 2017, kl. 22:12

884

SønderjyskE skulle onsdag aften forsøge at følge op på sejren over Skanderborg i den svære udekamp mod TTH Holstebro.

Mikkel Møller åbner en målrig halvleg med en scoring efter ½ minut og der skulle spilles 3½ minut inden hjemmeholdet kom på tavlen første gang 1 – 3. Kort efter fulgte Thorsten Fries op på en god indledning med en redning af et straffekast og lagde grunden til en redningsprocent på 36 i de første 30 minutter.

De sortklædte sønderjyder indledte i det hele taget flot og bragte sig på 3 – 6 efter 10 og 3 – 7 efter 12 minutter. Det fik TTH Holstebro til at forlange time-out, men SønderjyskE bevarede 4 måls føringen da Nyfjæll scorede med venstre hånd til 4 – 8. I den efterfølgende periode skrumpede vores forspring til 8 – 9 inden vi igen fik fat og et nyt 4 måls forspring ved 10 – 14. Mod slutningen af halvlegen kom hjemmeholdet igen tæt på, men holdene gik til pause med en SønderjyskE føring på 14 – 16.

Det var en 1. halvleg der var præget af mange udvisninger til begge hold med hård dommerlinje der blev holdt ens i begge ender. det var også en halvleg hvor Kasper Christensens tropper fik afsluttet fornuftigt og dermed også bremset TTHs kontraspil.

SønderjyskE åbner også scoringen i 2. halvleg til 14 – 17. I det 36. minut kommer en ny SønderjyskE udvisning og igen tvinger Thorsten Fries hjemmeholdet til et brændt straffekast, det tredje i kampen. Dermed fastholder vi føringen på 3 mål, 15 – 18 inden hjemmeholdet kommer på 16 – 18, men Nyfjæll øger kort efter til 16 – 19 efter et flot indspil.

Flot samspil mellem Nyfjæll og Thynell giver et nyt 4 måls forspring i det 42. minut. En scoring fra Thynell til 18 – 22 får Patrick Vesterholm til at forlange time-out i det 44. minut. SønderjyskE øger til 18 – 23 og Kenneth Bach Hansen stjæler bolden for gud ved hvilken gang i et TTH angreb. Desværre bliver det ikke udnyttet og i stedet scorer hjemmeholdet til 19 – 23, hvilket udløser en SønderjyskE time-out med 13 minutter tilbage.

Med 10 minutter igen er vi på ny i undertal og taber perioden med 2 – 0 og dermed er forspringet nede på 2 mål inden Thynell bryder igennem i højre side og scorer til 22 – 25, samtidig bliver det hjemmeholdets tur til at spille i undertal. Kenneth Bach Hansen scorer i tomt mål til 23 – 26 med 7 minutter igen. Det bliver også til 23 – 27 og 24 – 28, men hjemmeholdet svarer hurtigt igen til 25 – 28 efter 57 minutter. I det 58. minut redder Fries igen ved stillingen 26 – 30 og med et langt angreb der afsluttes med en scoring til 26 – 31 er kampen afgjort. Så betyder det mindre at TTH scorede kampens sidste mål til 27 – 31.

En flot kamp endte med en fortjent sejr, der kom i stand efter en koncentreret indsats med flot angrebsspil og gode defensive aktioner fra et godt kæmpende kollektiv.


Del på de sociale medier:

Facebooktwittergoogle_plusredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus