Søg

Broager Sparekasse igen hovedsponsor i SønderjyskE

Kell Haugaard, 14. august 2017, kl. 9:00

Broager Sparekasse igen hovedsponsor i SønderjyskE

Det lyseblå håndboldflagskib med hjemmebane i Sønderborg har igen fire hovedsponsorer.

Broager Sparekasse, har i en årrække været storsponsor for landsdelens håndboldhold, SønderjyskE Herrehåndbold. Tidligere har det både været som hovedsponsor, og i alle år også som navnerettighedshaver til landets festligste håndboldarena, Broager Sparekasse Skansen. Nu er det sønderjyske pengeinstitut tilbage igen som hovedsponsor på lige fod med Danfoss, Sønderborg Kommune og SeaDane Travel.

Ifølge salgs – og sportsdirektør Simon Hajdu Lindhardt har det afgørende betydning, at flere virksomheder er sammen om at løfte i flok:
– Først og fremmest er vi meget stolte af samarbejdet med Broager Sparekasse, som altid har været der uanset, om der har været medvind på cykelstierne eller i perioder, hvor skyerne på himlen har været grå. Nu har man løftet engagementet og overliggeren endnu en gang, og det siger sig selv, at vores håndboldprojekt, med tilsagnet fra Broager Sparekasse i tæt samarbejde med SeaDane Travel, Sønderborg Kommune og Danfoss, i den grad er solidt forankret i den sønderjyske muld, siger Simon Hajdu Lindhardt, og fortsætter:

– Oven i hatten har hovedsponsoraftalen med Broager Sparekasse en løbetid på ikke mindre end fem år, hvilket er med til at sikre en fantastisk kontinuitet i SønderjyskE. Vi oplever generelt en meget positiv opbakning fra landsdelens virksomheder, og det giver grund til optimisme og tro på tingene, understreger en glad Simon Hajdu Lindhardt.

Hos Broager Sparekasse og underdirektør Morten Vestergaard har man også en ekstra overraskelse i posen til de håndboldglade sønderjyder:
– Broager Sparekasse er en forholdsvis lille spiller i pengeinstitutbranchen, og derfor ved vi også, hvad lokal opbakning betyder. Når de lokale virksomheder går sammen og hjælper hinanden, skaber det en fed synergi. Vi tror på, at det sammenhold og engagement, som SønderjyskE genererer, er godt for vores område og hele landsdelen.
Vi er stolte af, at vi nu igen kan kalde os hovedsponsor i de næste fem sæsoner, og det vil vi gerne markere og fejre ved at invitere til en spændende event før pokalkampen mod søndag den 27. august mod Aarhus Håndbold. Her bliver det bl.a. muligt at dyste i hurtighed og styrke mod SønderjyskE-spillere. Vi har 400 billetter til selve kampen, som kan afhentes i vores filialer fra og med i dag (mandag den 14. august, red.) efter først til mølle princippet, slutter Morten Vestergaard.


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus