Søg

Alexander Hansen stopper et år før tid

Jacob Ravn, 6. maj 2019, kl. 10:58

Alexander Hansen stopper i SønderjyskE Herrehåndbold til sommer – et år før kontraktudløb.

Efter tre sæsoner i SønderjyskE Herrehåndbold stopper Alexander Hansen, når indeværende sæson er forbi.

Den 26-årige højre back havde ellers endnu et år tilbage af den kontrakt, han forlængede sidste år, men parterne er blevet enige om at stoppe nu, og Alexander Hansen har også fundet den klub, hvor han skal spille efter sommerferien.

– Efter to flotte sæsoner i SønderjyskE har en drilsk rygskade gjort det svært for ham i denne sæson, og da vi er godt besat på højre back-positionen i den kommende sæson, og da han samtidig har fået en rigtig god mulighed i en anden klub, er vi blevet enige om at stoppe samarbejdet et år før tid, siger SønderjyskE-træner Kasper Christensen, der kommer til at savne Alexander Hansen i klubben.

– Han er en super fyr, som vi vil savne i truppen. Han udviser altid en god indstilling til træning, og han er en rigtig holdspiller, der altid lader holdet komme først, og med sin smilende ”københavner-attitude” har han taget et stort socialt ansvar på holdet, siger SønderjyskE-træneren.

Alexander Hansen tager afsked med SønderjyskE og Sønderborg med et stort smil på læben.

– Jeg har været rigtig glad for mine tre år i SønderjyskE, der har givet mig de bedste rammer for udvikling både på og uden for banen. Min seneste sæson startede desværre ud med en skade, og derfor har jeg ikke spillet i det omfang, jeg håbede.

– Springet fra København til Sønderjylland var overraskende let, fordi der altid er gode mennesker i og omkring klubben. Jeg kommer til at savne at spille for det fantastiske publikum i Broager Sparekasse Skansen. En gang lyseblå, altid lyseblå, siger Alexander Hansen.

SønderjyskE Herrehåndbold takker Alexander Hansen for den store indsats i den lyseblå trøje og ønsker held og lykke fremover.


Del på de sociale medier:

Facebooktwittergoogle_plusredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus