Søg

Uhre får tre år i SønderjyskE

Kell Haugaard, 5. juni 2016, kl. 5:30

1395

Uhre får tre år i SønderjyskE

Superligaklubben SønderjyskE udlejede i efteråret 2014 Mikael Uhre til Skive IK i 1. division. Nu vender kompasnålen den anden vej igen, og ifølge sportschef Hans Jørgen Haysen har opholdet i Skive været et vigtigt og rigtigt skridt for den talentfulde angribers udvikling:
– Mikael Uhre har kontinuerligt fået spillet kampe på et godt niveau. Det har givet god mening, og han har med en del mål da også gjort det meget flot for Skive IK.
Vi kender Mikael Uhre helt ind i emaljen på tænderne, og ved, hvad han står for. Han har huseret på vores U17 og U19 mandskab, og havde efter en periode på superligabænken ganske enkelt behov for at blive matchet og få nogle kampe i benene, siger Hans Jørgen Haysen, og fortsætter:

– Vi får en stærkere og mere moden Mikael Uhre retur til SønderjyskE. Han kommer med selvtillid i kroppen, og vil bibringe os noget fart og power på angriberpositionen. Han har talentet og potentialet til at spille på øverste hylde, og vi glæder os til at få ham tilbage i den lyseblå trøje, understreger Hans Jørgen Haysen.

Mikael Uhre har underskrevet en treårig kontrakt.

SønderjyskE siger samtidigt farvel og tak for kampen til to spillere, som dermed ikke har fået forlænget deres kontrakter:
– Andreas Oggesen har, ligesom det var tilfældet med Michael Uhre, behov for at spille kontinuerligt på et godt niveau. Han har selv valgt, at han vil prøve sig af et andet sted, hvilket vi naturligvis respekterer. Herefter står alle muligheder åbne for, at han eventuelt på et tidspunkt kan komme tilbage til klubben. Han er et stort talent; men det er samtidigt heller ikke nogen hemmelighed, at der lige nu også er stor konkurrence om midtbane – og kantpositionerne, påpeger Hans Jørgen Haysen.

Det bliver også et farvel til Francis Dickoh, som kom til Sønderjyske i april på en korttidskontrakt:
– Francis Dickoh har gjort det rigtig godt, og faldt også hurtigt til på holdet. Vi har fået points i de kampe, hvor han har spillet. Han har udført sin mission til punkt og prikke, og blev den ønskede ressource til vores defensiv i forårets meget komprimerede slutprogram. Vi vælger dog at undersøge markedet for andre alternativer til den pågældende position, hvorfor vi i første omgang har valgt at sige tak for kampen til Francis Dickoh.
Vi vil gerne rette en stor og varm tak til begge spillere for deres indsats i SønderjyskE, slutter Hans Jørgen Haysen.

Fakta Mikael Uhre
Alder:             21 år (30.09. 1994)
Højde:             188 cm.
Vægt:             85 kg.
Position:         Angriber
Kontrakt:         30.06. 2019
Tidligere klubber: Grindsted GIF, Skovlund IF, SønderjyskE, Skive IK


Del på de sociale medier:

Facebooktwittergoogle_plusredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus