Søg

Uafgjort i Zimling debut

Rasmus Andersen, 4. juli 2017, kl. 18:39

Af Rasmus Andersen

I dagens kamp kunne vi for første gang se Niki Zimling i lyseblåt, da han startede inde i testkampen mod Chicago Bridges FC.

De lyseblå tilskuere var mødt talstærkt op til kampen mod Chicago Bridges FC. Det var dog den lille mørkeblå udskifter bænk hos gæsterne, der fik lov til at juble først.

Efter 5 minutter kostede højre forsvars side for SønderjyskE, og en tværpasning fandt Yuki Koizumi, der med en god førsteberøring kom frem til skud og udplacerede Mielitz i målet. 0-1.

SønderjyskE havde svært ved at få spillet til at flyde i starten og boldene blev mest af alt fordelt til siden eller baglæns. Primært af den nyeste mand i lyseblåt, Niki Zimling.

På venstrekanten var Hvilsom den arbejdssomme mand, der kæmpede mest for at skabe noget offensivt, men det blev ikke til meget mere end dødbolde og pres på den bagkæde, der stod dybt i første halvleg.

Efter 38 minutter kom 1-1 scoringen så, da Zinckernagel lidt tilfældigt fik bolden med mellem 3 spillere og i luften fik listet bolden forbi målmanden.

Efter pausen var det dog endnu engang Chicago Bridges FC der bragte sig foran. Tæt under mål fik Robert Acosta listet bolden forbi nyindskiftede Lukas Fernandes.

Efter 65 minutter kom der en glimrende aktion fra ‘Greko’. Marc Pedersen lagde en lang høj bold ud mod højre, hvor Bridges backen fejlede og ‘Greko’ tog bolden med med en følt kattepote inden han afsluttede mod det lange hjørne. Desværre, gik bolden forbi mål.

Som kampen nærmede sig slutfløjt nærmede SønderjyskE sig også udligningen. Især i venstresiden kom Marfelt frem til flere gode muligheder for indlæg. Desværre savnede vi kvaliteten i dag, og gang på gang blev bolden enten afvist eller muligheden blev ikke udnyttet.

Udligningen kom efter 88 minutter, gennem netop den farlige venstreside. Marfelt fik lagt bolden helt over på bagerste stolpe, hvor ‘Greko’ kunne sparke bolden første gang ind ved nærmeste stolpe.

Mere blev det ikke til, derfor måtte SønderjyskE nøjes med 2-2 i testkampen mod Chicago Bridges FC.

Vi siger tak for de fremmødte, der kom og støttede holdet.


Del på de sociale medier:

Facebooktwittergoogle_plusredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus