Søg

Trærups tanker: Supporterbussen – dengang og nu

Jacob Ravn, 5. december 2018, kl. 19:36

304

Sæsonkortholder Ejvind Trærup er vores klummeskribent. Han skriver om stort og småt set fra sin faste plads på Pro Tech CNC Tribunen. Holdningerne er skribentens egne.

 

Maj 2018
Under optakten i Reick Møbler Boldgaden til playoff-hjemmekampen mod Hobro var jeg så heldig at vinde en tur med supporterbussen til den efterfølgende returkamp i Hobro. Det var rundt regnet 18 år siden, jeg havde været med på en tilsvarende tur, så en sammenligning af de to ture/kampe lå jo lige til højrebenet.

 

Juli 2000
Vi skal helt tilbage til HFK’s første superligakamp den 23. juli 2000, hvor mægtige FCK med manager Roy Hodgson tog imod i Parken. De få men hårdtarbejdende mennesker i HFK’s administration har under forberedelserne til den ligeledes historiske første hjemmekamp mod AaB en uge senere haft overskud til at arrangere busture til Parken. På en bragende flot solskinssøndag den 23. juli er flere busser linet op til turen mod København.

 

Maj 2018
En enkelt bus er tilstrækkelig til at dække efterspørgslen på en ligeledes flot søndag, hvor turen går mod Hobro for at følge de lyseblå i forsvar af den spinkle 1-0-føring fra kampen på Sydbank Park. Efter opsamling i Bjerning og Kolding, hvor flere lyseblå trøjer finder sig tilrette i bussen, gjalder de første kampråb og sange fra de bagerste rækker – godt at chaufføren sidder forrest, ellers ville arbejdstilsynet skride ind omgående. Med behersket indtagelse af bussens drikkevarebeholdninger går det videre med et planlagt pitstop omkring Aarhus.

 

Juli 2000
I en noget bedaget bus med Birgit Tylak (modtager af HFK Pokalen 2002) som stewardesse og cruise manager indledes turen mod hovedstaden, som skulle vise sig at blive noget anderledes end planlagt. Efter at have tilbagelagt turen til Christiansfeld og kommet vel ned af tilkørselsrampen til motorvejen, bryder bussen simpelthen sammen og kan ikke umiddelbart køre videre! Stor frustration, og “hvordan kommer vi videre”, “kan vi nu nå det” og så videre lød det mellem de dengang endnu ikke lyseblå HFK-tilhængere. Efter mere end en times ventetid var der en løsning, og turen mod Østerbro og Parken kunne genoptages.

 

Maj 2018
Vi er nået frem til DS Arena i rigtig god tid og må lige vente på, at der dukker en Hobro-official op og åbner porten ind til udebaneafsnittet, hvor der bliver lejlighed til den første test af stadionplatten og den lokale humle, som er ok, men ikke flyver så højt som de lyseblå Blue Birds! Under spillernes opvarmning nedenfor udebaneafsnittet er “koret” kommet i omdrejninger, og spillerne kaldes frem én for én til en hyldest og opmuntring forud for kick off.

 

Juli 2000
Den stærkt forsinkede bus nærmer sig Østerbro og Parken, hvorfor vi er henvist til at følge de første alt for mange minutter i P3. HFK har lagt frisk ud mod de københavnske storfavoritter, og Lars “Mini” har fået en scoring annulleret, idet han angiveligt har begået frispark i situationen! “Hjemmedommer” og “det er også bare, fordi vi er en lille nyoprykket provinsklub” var blandt de meget engagerede udbrud fra de forargede HFK’ere i bussen, der ikke kunne se en døjt af, hvad der foregik i Parken!

 

Juli 2018
I Hobro er kampen godt i gang og ligner en jævnbyrdig affære, indtil Simon Kroon fra højre side slår en diagonal aflevering frem mod feltet, hvor Hvilsom og Uhre på hver deres vis fikserer Hobro-forsvaret, således at en totalt fri “Greko” kan feje den i kassen ved fjerneste stolpe lige for næsen af de jublende lyseblå supportere. Da Kroon tidligt i 2. halvleg finder Hvilsom, der fikst chipper den ind til 2-0, ligner det cruise control resten af kampen for SønderjyskE, hvis supportere nu dominerer lydbilledet på det skovomkransede stadion.

 

Juli 2000
Alle vælter ud af bussen og ind på Parkens udebaneafsnit tidsnok til at finde ud af, at FCK vist nok har overtaget styringen og scorer to mål til en sikker pauseføring. I anden halvleg lægger FCK et massivt pres. Det er som en hvid bølge, der bare kommer væltende, og offensive HFK-tiltag er stort set ikke eksisterende. En vis David Nielsen øger straks til 3-0 og afgør kampen.

 

Juli 2018
Hobro har foretaget et par udskiftninger i forsøget på at vende kampen – og med held! Grønning reducerer og Kirkevold udligner, og på otte minutter er kampen vendt på hovedet. Da Grønning syv minutter før tid banker et hovedstød forbi keeper Mielitz, er det kun kampens to udebanemål de lyseblå kan hænge hatten på. Vantro og nervøsitet kæmper om overherredømmet blandt de lyseblå fans, mens blikkene skifter mellem stadionuret og de hektiske lyseblå forsvarsaktioner lige nedenfor udebaneafsnittet.

 

Juli 2000
Efter at FCK mod slutningen af kampen øger til 4-0 og HFK-tilhængerne er begyndt at se frem til næste søndags hjemmekamp mod AaB, sker miraklet. Forsvarsspilleren Per Hamborg er kommet et pænt stykke op mod midterlinjen i højre side med bolden i behold og vælger at slå et tidligt indlæg, inden den københavnske defensiv får lejlighed til at kværne løs. Midt i feltet stiger centerforward Henrik Asmussen til vejrs som en klokken 12-raket og pander bolden utageligt forbi FCK-keeperen til HFK’s historiske, første superligamål. (Der findes nok ingen videoer af dette flotte mål, men ved EM 12 år senere scorede Englands Andy Carroll et næsten tilsvarende flot mål mod Sverige på oplæg fra Steven Gerrard – se det på Youtube!). FCK lukkede og slukkede til 5-1, før dommer Claus Bo Larsen fløjtede målfesten i Parken af. God tur hjem!

 

Juli 2018
Hobros træner Thomasberg skruer bissen på og sætter den tidligere SønderjyskE spiller Tjørnelund på banen til de sidste minutter, men det lykkedes trods alt for de lyseblå at holde fast og dermed spille sig videre til yderligere to kampe mod AGF. God tur hjem!

 

December 2018
På lørdag – den 8. december – kører supporterbussen igen til Hobro, hvor der er kick off klokken 16.00. Ifølge sesupport.dk er der afgang fra Vojens Banegård klokken 12.10 og fra Haderslev Idrætscenter klokken 12.30. Husk at sæsonkortholdere automatisk er medlemmer af SønderjyskE Fodbold Support og har adgang til at benytte sig af de særdeles attraktive priser – eksempelvis koster det kun 100 kroner for turen til og fra Hobro INKLUSIV en billet til kampen! Formand Lars Moshage Møller tager gerne imod din tilmelding på tlf. 4156 9248.

 

Ejvind Trærup

Plads M 99 Pro Tech CNC Tribunen


Del på de sociale medier:

Facebooktwittergoogle_plusredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus