Nytilkomne Nicolaj Thomsen glæder sig over sit skifte til SønderjyskE, og han ser frem til et spændende forår.
Mandag blev det offentliggjort, at SønderjyskE henter Nicolaj Thomsen på en fri transfer. Kontrakten løber i første omgang frem til sommeren 2024.
Hovedpersonen har senest spillet i norske Vålerenga, men han har tidligere gjort sig markant bemærket i Superligaen, hvor han er blevet dansk mester med både AaB og F.C. København. Nu glæder sig han over at være tilbage i Danmark.
– Jeg glæder mig helt enormt til at komme tilbage til Superligaen og vise, hvad jeg kan. Jeg føler mig i god form. Jeg har stor tro på projektet i SønderjyskE, og de har vist stor tro på mig.
Thomsen fortæller samtidig, at han ser nogle interessante perspektiver i SønderjyskE som klub.
– Jeg ser frem til samarbejdet med de stærke, unge ledere, som nu står i spidsen af klubben, så vi sammen kan sikre overlevelse for SønderjyskE i Superligaen.
Nicolaj Thomsen har allerede mandag trænet med sine nye holdkammerater for første gang, og søndag har han mulighed for at få sin uofficielle debut, når vi møder AC Horsens i en træningskamp.