Søg

Spillerne havde en dag til vands, til lands og i luften

Jacob Ravn, 19. marts 2019, kl. 20:21

SønderjyskE-spillerne har brugt tirsdagen på et socialt arrangement, der startede i Dronning Dorotheas Badstue i Kolding og endte lykkeligt efter en tur i 60 meters højde på Den Gamle Lillebæltsbro i Middelfart.

Til vands, til lands og i luften.

Det er den korte fortælling om SønderjyskE-spillernes tirsdag.

Efter nogle hårde uger i Superligaen blev landskampspausen brugt til et socialt arrangement, som var en god kombination af hygge, forkælelse, sammenhold og teambuilding.

Dagen startede klokken 9 i Skt. Jørgens Gaard i Kolding, hvor der var fælles morgenmad, inden turen gik til Dronning Dorotheas Badstue bare et Rasmus Vinderslev-indkast derfra.

Normalt ser vi SønderjyskE-spillerne i træningstøj eller den lyseblå spillertrøje, men det var i dagens anledning udskiftet med brune badekåber, så det var let at hoppe i og op af de mange bassiner i wellness-afdelingen.

Den mest eftertragtede plads var dog i den store udendørs spa, hvor der er udsigt til Slotssøen og Koldinghus.

Forårsvejret viste sig fra sin allerbedste side denne tirsdag. Efter flere uger med regn og blæst var der denne gang høj solskin og 10-12 graders varme – og naturligvis en lyseblå himmel. Var det mon fysioterapeuts Carl Hamanns 38 års fødselsdag, der var årsag til det pludselig vejrskifte?

Det gode vejr var bestemt også en fordel til dagens andet arrangement – Bridgewalkning på Den Gamle Lillebæltsbro i Middelfart.

Efter en god instruktion fik spillerne udleveret kedeldragter og sikkerhedsudstyr, og gik de ned til Den Gamle Lillebæltsbro et Sebastian Mielitz-udspark derfra.

Der var ingen tøven i flokken, og én efter én gik spillerne op på toppen af broen og nød den storslåede udsigt fra 60 meters højde.

Nede på jorden kunne spillerne hurtigt blive enige om, at det havde været en rigtig god dag hos både Dronning Dorotheas Badstue og på Bridgewalking i Middelfart, og med det skønne afbræk fra hverdagen er spillerne nu helt klar til igen af fokusere på fodbolden og det kommende gruppespil.

SønderjyskE siger tak til Dronning Dorotheas Badstue og til Bridgewalking Lillebælt for en super dag.

Se flere billeder fra dagen på SønderjyskE’s Instagram-profil.

Og se en super flot video fra broen.


Del på de sociale medier:

Facebooktwittergoogle_plusredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus