Søg

SønderjyskE tabte med æren i behold efter målrigt drama

Rasmus Andersen, 12. maj 2019, kl. 17:55

Det første opgør på Sydbank Park endte 1-1 mellem SønderjyskE og Randers FC. Derfor var der lagt op til en meget lige og intens kamp på Cepheus Park i Randers.

Kampens startede i højt tempo. Først var det Christian ‘Greko’, der var tæt på at komme igennem Randers’ bagkæden, men trækket blev for langt for kantspilleren, som kunne se Carlgren i målet komme godt ud.

Modsat viste Saba Lobjanidze prøvelser på den gode teknik. Et par fikse driblinger på baglinjen gjorde, at den hurtige tekniker kom frit igennem mod Mielitz, men fra en spids vinkel kunne han ikke overliste den tyske målmand.

SønderjyskE forsøgte at kombinere sig igennem til mulighederne i begyndelsen. Igen var ‘Greko’ på spil i feltet. Afleveringen fandt Mart Lieder i feltet, men hollænderen fik ikke ordentligt træf på afslutningen, som strøg forbi Carlgren, men også forbi mål.

Mart Lieder var på spil igen efter 7 minutter. Alexander Bah fik muligheden for at slå et indlæg fra højre, som fandt angriberen lige i fødderne, men afslutningen gik et stykke forbi.

Efter 9 minutter fik vi kampens første scoring og det var hjemmeholdet, der bragte sig foran. Randers FC erobrede bolden højt på banen og kombinerede sig flot igennem til en helt fri afslutningsmulighed til Marvin Egho. Den høje angriber svigtede ikke og udplacerede Mielitz i målet til 1-0 til Randers FC.

Efter 11 minutter fik SønderjyskE så spillets største mulighed i form af et straffespark. Mart Lieder blev nedlagt i feltet og så skulle Johan Absalonsen forsøge at bringe balance i regnskabet. Absalonsen var iskold i duellen med Carlgren og bragt SønderjyskE på 1-1. Et hektisk og livlig start på opgøret.

Randers FC kom igennem til en glimrende mulighed efter et kvarter. Mads Aaquist fik bolden i feltet og lagde den tilbage til Björn Kopplin, der i to omgange fik afsluttet, men begge gange blev blokeret.

Efter 17 minutter fik hjemmeholdet så bragt sig foran igen. Et hjørnespark blev slået fladt til Erik Marxen, der fik sig skud rettet af, men ikke nok til at holde bolden ude af nettet. 2-1 til Randers FC.

Fem minutter før pausen fik Johan Absalonsen en god mulighed for at blive dobbelt målscorer. Marfelt lagde en skrå aflevering tilbage i feltet, hvor Absalonsen stod helt fri. Afslutningen manglede dog præcision og blev sendt ud på tilskuerpladserne bagved Carlgrens mål.

Flere mål kom der ikke før pausen. Derfor kunne hjemmeholdet gå til pausen med en føring på 2-1.

I pausen måtte SønderjyskE foretage en udskiftning af Alexander Bah, som blev erstattet af Jeppe Simonsen.

Efter pausen kom SønderjyskE optimistisk ud. Christian ‘Greko’ sled sig igennem et par forsvarsspillere inden han i samspil med Amankwaa kom til en afslutning i feltet. Afslutningen med venstrebenet levede dog ikke op til forarbejdet og derfor gik bolden ud til målspark til hjemmeholdet.

SønderjyskE viste også tænder efter et hjørnespark. Johan Absalonsen lagde bolden til forreste stolpe, hvor Kees Luijckx forsøgte at dirigere bolden i mål, men afslutningen blev blokeret mens returen til Marco Rojas blev sendt langt over mål.

Ti minutter inde i anden halvleg blev det så alligevel 3-1 til Randers FC. Saba slog et frispark ind i feltet, som Kevin Conboy styrede videre ind i det lange hjørne. Så var der pludselig to mål at hente for SønderjyskE.

Efter en times spil kom Peter Christiansen på banen i stedet for Danny Amankwaa.

Efter 67 minutter opstod en pudsig situation. Christian ‘Greko’ gik mod baglinjen og sendte et frækt vip over målmand Carlgren. Ved bagerste stolpe var der ingen fare, men alligevel valgte den tidligere SønderjyskE-spiller Johnny Thomsen at heade bolden i eget net. Så stod det pludselig 3-2 på Cepheus Park.

Fem minutter efter reduceringen kom SønderjyskE så helt tilbage i opgøret. Jeppe Simonsen snød sin modstander på højrekanten og lagde en perfekt bold ind til Mart Lieder ved forreste stolpe. Lieder steg til vejrs og headede bolden ind bag Carlgren til 3-3.

Efter udligningen begyndte Randers FC at trykke på. Björn Kopplin forsøgte sig med en afslutning på en returbold, men Sebastian Mielitz holdt flot fast i bolden.

Med ti minutter tilbage kom hjemmeholdet igen foran. Et frispark blev sendt i feltet og efter et klumpspil faldt bolden ned for fødderne af Marvin Egho, der listede bolden ind bag Mielitz til 4-3.

Christian ‘Greko’ var igen indblandet i et godt opspil efter føringsmålet. Med fikse driblinger satte han to mand inden han lagde bolden tilbage til Jeppe Simonsen. Simonsen lagde bolden over til sit venstreben og trykkede af, men Carlgren i målet hev en flot redning frem.

SønderjyskE trykkede hårdt på i slutminutterne, hvor især Peter Christiansen skabte problemer for Randers FC. Med seks minutter tilbage snød han en modstander i feltet og lagde en bold på tværs, men Randers forsvaret stod godt og fik clearet til hjørnespark.

Sidste mulighed i kampen kom efter Carlgren samlede bolden op i feltet og gav indirekte frispark til SønderjyskE. Men afslutningen fra Absalonsen blev blokeret og derfor endte den 4-3 til Randers FC, som går videre samlet med 5-4.

Tusind tak til de medrejsende lyseblå tilskuere og tak for støtten gennem hele sæsonen. Vi takker af for i år efter en målrig kamp.


Del på de sociale medier:

Facebooktwittergoogle_plusredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus