Søg

SønderjyskE taber første træningskamp med 2-1 i Malmø

Stig Kongsted, 20. juni 2019, kl. 18:59

Malmø sidder på det meste af spillet, men Sønderjyske har de største chancer. Sådan kan man kort opsummere kampen mod Malmø i dag i det svenske.

Det starter rigtig godt for SønderjyskE, der sidder på næsten alt i de første ti minutter af kampen. Der er således kun spillet et lille minut, da Mart Lieder fra midten af banen har friløb mod mål med to tre meters forspring. Men den svenske forsvarsspiller får i sidste øjeblik blokeret Lieders skud til hjørne. I det 8. minut er det så Alexander Bahs tur. Efter klumpspil i feltet får Bah trykket af ti meter fra mål, men den svenske keeper redder flot.

Herefter tager svenskerne over og bliver spilstyrende, hvilket allerede i det 15. minut udløser 1-0-føringen. Svenskerne sidder fortsat på bolden efter scoringen, men kreerer ingen chancer. I det 32. minut går det dog galt. Malmø angriber over højre kant, hvor det kommer til et fladt indlæg mod forreste stolpe. Pattrick Banggaard forsøger at cleare til hjørne, men rammer bolden skævt, og bolden suser forbi en chanceløs Mielitz i Sønderjyskes mål.

Frem mod pausen efter 2-0 målet fortsætter Malmø med at være mest på bolden, men det er dog SønderjyskE, der får den eneste store chance. Rilwan Hassan står pludselig helt fri knap 10 meter fra mål, men overplacerer bolden med et fladt indersidespark tæt forbi den ene opstander. Holdene går dermed til pausen med en 2-0 føring til svenskerne.

Det første kvarter i 2. halvleg er en lige affære, men igen er det SønderjyskE med den største chance. I det 52. minut flyver bolden rundt som i en ”flippermaskine” i Malmøs straffesparksfelt, hvor Rilwan Hassan og Johan Absalonsen får trykket godt af, men forsvaret blokerer.

Herefter sidder Malmø igen på spillet, men igen uden at der opstår chancer. Pludselig får SønderjyskE så en contra, hvor Danny Amankwaa med en stikning spiller Marco Rojas fri i feltet. Rojas prøver at drible forbi målmanden men bliver fældet. Straffespark, og Absalonsen reducerer sikkert, som altid, fra 11-meter pletten med 25 minutter tilbage af kampen.

Målet giver SønderjyskE tro på tingene, og de kommer lidt mere med i kampen igen. I de sidste fem minutter er der to gode muligheder til de helt unge spillere. Fem minutter før tid er det Steffen Svenningsen, der med et tørt fladt skud fra kanten af feltet skyder få centimeter forbi den venstre opstander. Og i kampens absolut sidste sekunder spiller Absalonsen Nazifi Yahaya helt fri, men han brænder fra kort afstand.

Efter kampen var cheftræner Glen Riddersholm tilfreds med indsatsen trods nederlaget.
-Vi frygtede lidt kampen, da Malmø er et helt andet sted i deres opstartsfase. Vi får dog en masse ud af det rent fysisk mod et hold på højt niveau, og det er positivt at vi kreerer de største chancer i kampen. Vi taber fokus indimellem og holder ikke vores aftaler, og så mister vi initiativet og bliver for lette. Her venter der stadig en del arbejde på træningsbanen for at få det på plads, udtaler Glen Riddersholm.


Del på de sociale medier:

Facebooktwittergoogle_plusredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus