SønderjyskE Fodbold har valgt at stoppe samarbejdet med cheftræner Michael Boris. SønderjyskE arbejder på at finde en permanent afløser for den 46-årige tysker hurtigst muligt.
SønderjyskE Fodbold reagerer nu på den skuffende pointhøst i 3F Superligaen.
Klubben har i dag ophævet samarbejdet med cheftræner Michael Boris, der kom til klubben i sommer.
Adm. direktør i SønderjyskE Fodbold, Jonas Lygaard, udtaler:
– Der er hård kamp om pladserne i 3F Superligaen, og vi er derfor nødt til at reagere på, hvor vi ligger, og hvordan vores udvikling har været. Der har været nogle tendenser, der har peget den rigtige vej, men der er desværre også nogle ting, der ikke har fungeret som forventet. Det tager vi nu konsekvensen af.
– Michael Boris er en dygtig træner og en fantastisk personlighed, men desværre er kvaliteterne ikke blevet forløst her i SønderjyskE. Vi takker ham for tiden i klubben og ønsker ham alt det bedste fremover, siger Jonas Lygaard.
Assistenttræner Simon Poulsen vil stå i spidsen for holdet, indtil der er fundet en permanent afløser for Michael Boris.
– Vi har tre kampe tilbage i 3F Superligaen inden vinterpausen, og nu handler det om at få sluttet godt af i efteråret, så vi holder kontakten til holdene over os. Vi skal hurtigst muligt ud at finde en ny permanent cheftræner, og det arbejde er allerede påbegyndt, siger Jonas Lygaard.
Michael Boris siger om afskedigelsen.
– Jeg er ærgerlig over, at jeg ikke længere skal stå i spidsen for det projekt, som vi igangsatte i sommer, men jeg kender også fodboldbranchen, og jeg ved, at det kan have konsekvenser, når resultaterne ikke følger med. Det har været en spændende og lærerig tid i SønderjyskE, og jeg ønsker klubben alt det bedste, og så vil jeg gerne sige tak til fansene for den opbakning, de har givet mig og holdet, siger Michael Boris.