SønderjyskE Fodbold sælger midtbanespiller Julius Eskesen til norske FK Haugesund.
Julius Eskesen skifter 3F Superligaen ud med den norske Eliteserie.
SønderjyskE Fodbold sælger med omgående virkning den 23-årige midtbanespiller til norske FK Haugesund.
– Julius Eskesen har haft en god udvikling i SønderjyskE, og nu kan vi sende ham videre med tilfredshed for alle parter. Vi har lavet et fornuftigt salg, og Julius Eskesen får en ny, spændende udfordring i Norge. Vi takker ham for en stor indsats i SønderjyskE og ønsker ham al muligt held og lykke fremover, siger sportsdirektør Esben Hansen.
Julius Eskesen ser med glæde tilbage på tiden i SønderjyskE og ser nu frem mod sit første udenlandsophold.
– Det er lidt med ambivalente følelser, jeg tager afsked med klubben. Det er ikke helt blevet til det gennembrud, jeg havde håbet, men jeg har lært meget af min tid i klubben, og jeg har fået mere hår på brystet, og jeg er stolt over, at jeg var med til at vinde klubbens første titel med pokalsejren i 2020.
– Jeg glæder mig helt vildt til et nyt kapitel i min karriere. Jeg har set flere danske fodboldspillere få sat skub i karrieren i Norge, og jeg er ikke i tvivl om, at Haugesund er det rigtige sted for mig. Jeg takker SønderjyskE og fansene for en god tid i den lyseblå trøje og ønsker hele Sønderjylland god vind fremover, siger Julius Eskesen.
Julius Eskesen kom til SønderjyskE fra OB i januar 2020. Han nåede 67 kampe for SønderjyskE og scorede to mål – særligt mindeværdigt var målet i semifinalen i Sydbank Pokalen i 2020, hvor han var med til at sende klubben i dens første pokalfinale.