SønderjyskE er endnu en klub i rækken af licensklubber, der har underskrevet en aftale med DBU Jylland om at forstærke børnefodbolden i Jylland.
Med et ønske om at styrke børnefodbolden på de sønderjyske kanter underskrev SønderjyskE og DBU Jylland tirsdag aften en aftale om at gøre lige præcis det.
Og det er der gode grunde til, hvis man spørger Thomas Vilstrup, der er talentchef i klubben. Han peger på to overordnede grunde til, at SønderjyskE er gået ind i samarbejdet.
– Det ene er, at vi rigtig gerne vil hjælpe vores mange samarbejdsklubber. Derfor har vi blandt andet også ansat en ekstern børneudviklingstræner, som er med til at give mere manpower og som i samarbejde med klubberne skal være med til at løfte børnefodbolden i landsdelen, fortæller han.
– Det andet er, at vi naturligvis føler en vis forpligtigelse over for talentudviklingen i Danmark, og det vil vi gerne understøtte ved at hjælpe med at implementere DBU’s børnestrategi i landsdelen.
SønderjyskE repræsenterer en hel landsdel, og så følger der naturligvis også et vist ansvar med, lyder det fra talentchefen.
Thomas Vilstrup tilføjer, at samarbejdsklubberne kan se frem til sparring og et tæt samarbejde med landsdelens børneudviklingstræner Niels Dyngby.
På mødet i går præsenterede børnefaglig rådgiver hos DBU Jylland, Peter Davies, DBU’s børnestrategi for de fremmødte. Han er også begejstret for samarbejdsaftalen:
– Det er enormt positivt, at en licensklub som SønderjyskE har valgt at engagere sig så meget. SønderjyskE dækker over et stort område og har med sine mange samarbejdsklubber et solidt grundlag for at påvirke børnefodbolden i Sønderjylland i en positiv retning.
Der er i det hele taget et stort fokus på børnefodbolden i Jylland. Således har over 100 jyske klubber sat deres signatur på, at de vil prioritere børnefodbolden – både organisatorisk og økonomisk. Det udspringer af DBU’s børnestrategi, der så dagens lys i begyndelsen af 2021.