Sebastian Larsen har på sin 15-års fødselsdag skrevet en treårig kontrakt med SønderjyskE Fodbold.
Nogle fødselsdage bliver husket bedre end andre, og Sebastian Larsen kommer næppe til at glemme sin 15-års fødselsdag.
Den unge angriber fra SønderjyskE/HFK’s U15-ligahold har på sin fødselsdag været forbi SønderjyskE-kontoret for at skrive under på en kontrakt med SønderjyskE Fodbold, der løber frem til 31. december 2024.
– Jeg kan ikke forestille mig en bedre fødselsdagsgave. Jeg er stolt over, at jeg har skrevet kontrakt med SønderjyskE, og jeg er glad for, at det hårde arbejde nu har givet resultat i form af en kontrakt. Nu fejrer vi det i dag, og så skal jeg ud på træningsbanen og arbejde videre. Jeg har store ambitioner med min fodbold, og som sønderjyde håber jeg naturligvis, at det en dag er mig, der løber ind på Sydbank Park som 3F Superliga-spiller, siger Sebastian Larsen.
Head of Academy, Thomas Vilstrup, siger om kontrakten:
– Sebastian Larsen er en meget talentfuld offensivspiller, og vi ser frem til, at han skal udvikle sig yderligere i vores miljø. Han er en stærk angriber, der er god til at bruge sin fysik og komme i boksen, hvor han er en skarp afslutter – og så elsker han at lave mål. Han er ambitiøs og dedikeret, og vi glæder os til at følge hans udvikling i de kommende år, siger Thomas Vilstrup.
Sebastian Larsen spillede for samarbejdsklubberne Dybbøl IU, Sønderborg Boldklub og FC Sønderborg, inden han skiftede til SønderjyskE/HFK som U14-spiller.