U19-holdet var meget tæt på point i Vejle, mens U17 og U15 havde det svært i Brøndby, da akademiets tre talenthold alle var i aktion lørdag.
U19 kendte ikke deres besøgelsestid i Vejle
Lørdag gæstede akademiets U19-mandskab Vejle BK i holdets sidste kamp i denne sæson. To scoringer af hjemmeholdet i kampens slutfase betød, at det på ærgerlig vis blev til nul point. Efterfølgende fortæller cheftræner Karsten Andersen om, hvordan en god præstation endte i et nederlag.
– Jeg synes virkelig, at vi spillede en god kamp, hvor vi egentlig selv følte, at vi var i kontrol. Alligevel formåede Vejle lidt ud af ingenting at score to mål sidst i anden halvleg, som gjorde, at de vandt kampen. Det er enormt ærgerligt, at vi ikke lukkede kampen i anden halvleg, for vi havde chancer til både at score til 2-, 3- og 4-0.
Cheftræneren peger på, at det uden tvivl var manglen på kynisme, der blev afgørende for kampens resultat.
– På den ene side havde jeg ondt af drengene, der spiller en rigtig fornuftig kamp, men på den anden side må vi også kigge indad og sige, at det var for dårligt, at vi ikke formåede at lukke kampen tidligere. Vejle kendte deres besøgelsestid, og det gjorde vi ikke. Det blev desværre den afgørende faktor i kampen.
U19-drengene ender dermed på en 12. plads ud af 14 hold, efter de fik tilspillet sig 24 point i 26 kampe.
Vejle BK-SønderjyskE/HFK 2-1 (0-1)
0-1 Philip Sørensen, 1-1, 2-1
Startopstilling: Magnus Nissen- Jonatan Bro Christensen, Philip Sørensen, Sebastian Jessen, Besar Ameti, Youcef Mokdad, Mikkel Tønnesen, Kristoffer Jørgensen, Oliver Cafnik- Theill, Sune Linderoth Aarup og Anders Bergholt Pedersen.
Bænken: Philip Østerbæk, Simon Vestergaard, Jens Frandsen, Nikolai Jacobsen, Anton Hüttel og Blend Istrefi.
Brøndby-power var for meget for U17
Drengene fra U17-holdet gæstede lørdag topholdet fra Brøndby IF, og det blev en svær opgave. Modstanderen var desværre for stærke, og kampen resulterede i et klart nederlag på 6-0. Efter opgøret beretter cheftræner Michael Meyhoff om en svær første halvleg, hvor spillet ikke fungerede.
– Vi mødte et virkelig stærkt Brøndby-hold, der kom med stor power og fart i spillet. Vi lykkedes ikke med vores spil i størstedelen af første halvleg, og vi var langt efter Brøndby, der leverede en voldsom power og energi. Dertil manglede vi den kynisme i vores spil, som der skal til, når vi møder nogle af de bedste i Danmark.
Michael Meyhoff fortæller, at drengene formåede at hive lidt op i sig selv, og at de generelt blev bedre i løbet af anden halvleg.
– På trods af en frygtelig start på anden halvleg, hvor vi indkasserede to mål yderligere, så var indsatsen generelt bedre. Der kom nogle gode indhop fra bænken, og vi viste vilje til at arbejde hårdere og hjælpe hinanden i de svære perioder. Som kampen skred frem, formåede vi også at tilspille os nogle chancer i den anden ende, men vi fik dem ikke omsat til mål.
Cheftræneren peger på, at en kamp som denne også kan være lærerig for holdet.
– Der er ikke nogen tvivl om, at Brøndby var klart det bedste hold. De er et af de hold, der har præsteret allerbedst her i foråret, og det er bestemt ikke uden grund. Når det er sagt, så var kampen også en god læring for holdet. Den tydeliggjorde, at vi selv skal gøre mere i de afgørende situationer og være mere kyniske i vores spil.
Brøndby IF-SønderjyskE/HFK 6-0 (4-0)
Startopstilling: Benjamin Rasmussen- Carl-Emil Iwersen, Jonas Idris, Mads Nielsen, Benjamin Tabrizi-Birkebæk, Mostaffa Rabia Yassin, Simon Maass, Tinus Olesen, Villads Klindt Sørensen, Olti Hyseni og Ashkan Umut Tootoonchi.
Bænken: Mikkel Schack Steenberg, Emil Ryttersgaard, Johan Guldbrand, Lauge Callesen og Refik Avdic.
U15 overmatchet i Brøndby
Akademiets U15-drenge måtte desværre se sig slået med 5-0, da de lørdag var på besøg hos Brøndby IF. Efterfølgende fortæller trænerduoen Rune Blaue og Kresten Ipsen om en svær kamp, hvor holdet var meget udfordret af Brøndbys kvalitet.
– Vi mødte en modstander, der bare var bedre end os i alle spillets elementer kampen igennem. Brøndby tillod os at have bolden i fase et, men det var kun for at kunne presse os i de situationer, som de ønskede. Det var vi ikke dygtige nok til at håndtere i størstedelen af kampen. Vi havde et par enkelte situationer, som kunne være blevet farlige, men hvor de sidste detaljer ikke var på plads. Derfor vandt Brøndby også klart og fortjent.
Trænerduoen ser nu frem mod næste weekend, hvor holdet skal deltage i en udenlandsk turnering.
– Nu glæder vi os bare til vores kommende turnering i Østrig, hvor vi får mulighed for at blive matchet med nogle modstandere, vi aldrig har mødt før.
Brøndby IF-SønderjyskE/HFK 5-0 (3-0)
Startopstilling: Christoffer Linde Nygaard- Asghar Ibrahimi, Mohamed Yahya, Lasse Riggelsen, Frederik Nygaard Jürgensen, Blendi Xhinovci, Marcus Nukulkit Hansen, Jakob Lagoni Thorsen, Nicolai Derlich Biel, Jeppe Klemann og Sultan Azar Ebrat.
Bænken: Villads Bech, Sune Asger Amdi Petetsen, Frederik Schrøder og Henok Goitom.
U17 og U15 spiller deres næste og sidste kamp i sæsonen den 10. juni, hvor de begge møder Esbjerg fB på hjemmebane.