Akademiets talenthold manglede den afgørende skarphed, da Silkeborg IF lørdag var modstanderen. Selvom det blev til tre nederlag, blev der leveret fine præstationer undervejs.
U19 var ikke skarpe nok
Akademiets U19-talenter måtte desværre se sig slået 3-0, da Silkeborg IF lørdag gæstede Haderslev. Efterfølgende beretter cheftræner Karsten Andersen om en kamp, hvor gode spillemæssige tendenser blev blandet med manglende skarphed.
– Jeg synes, at vi spillede en kamp, hvor der var nogle spæde tendenser til noget, der så fornuftigt ud. Samtidig blev vi også kynisk straffet af Silkeborg, når vi dummede os. Vi havde egentlig flere rigtig fine situationer, hvor vi lige manglede den sidste skarphed og afklarethed. Kynisme var forskellen mellem os og Silkeborg, og det var grunden til, at de fortjent tog sejren.
Cheftræneren kigger fremad og peger på, at holdet skal arbejde på at finde de rigtige løsninger på modstanderens banehalvdel.
– Vi var generelt helt okay i spillet fra fase et til fase to, men vi manglede desværre den sidste præcision og finesse til at spille den op i fase tre. Vi må også erkende, at vi mødte et hold, der var bedre end os på dagen. Vi må tage det med videre, og så er jeg sikker på, at vi kan rejse os næste gang.
SønderjyskE/HFK-Silkeborg IF 0-3 (0-2)
Startopstilling: Magnus Nissen- Jonatan Bro Christensen, Gustav Drest Wagner, Philip Sørensen, Sebastian Jessen, Besar Ameti, Youcef Mokdad, Mikkel Tønnesen, Kristoffer Jørgensen, Tobias Ryborg og Sune Linderoth Aarup.
Bænken: Philip Østerbæk, Nikolai Jacobsen, Anton Hüttel, Blend Istrefi, Oliver Cafnik-Theill og Matti Geffen.
Kynismen udeblev for U17
Talenterne fra U17-holdet havde lørdag besøg af Silkeborg IF. Det resulterede i et 4-1-nederlag trods mange store chancer i kampen. Ovenpå opgøret fortæller cheftræner Michael Meyhoff om en mindre god første halvleg, hvor holdets udtryk ikke var godt nok.
– Vi startede egentlig kampen rigtig fint, hvor vi efter kort tid desværre brændte en friløber. Herefter fik Silkeborg overtaget, og vi havde svært ved at få presset til at fungere. Generelt ramte vi ikke det udtryk, vi gerne vil både med og uden bold. Vi var for langt fra vores modstander, og så er Silkeborg bare et rigtig godt hold. Udover friløberen havde vi et skud på stolpen, og ellers stod der Silkeborg på resten af chancerne i første halvleg.
Michael Meyhoff var omvendt glad for holdets præstation i anden halvleg, hvor de ifølge ham var det bedste hold på banen.
–Vi leverede en rigtig flot anden halvleg, hvor vores pres fungerede meget bedre. Vi vandt dueller, og generelt var vi bedre til at fastholde bolden. Vi formåede at gøre kampen mere fysisk og var gode til at bakke hinanden op i duelspillet. Vi havde yderligere friløbere og skud på stolpen, men vi manglede den sidste skarphed. Silkeborg havde også et par gode chancer, men vi var bedst i anden halvleg.
Cheftræneren stod slutteligt tilbage med en fornemmelse af, at der snart kommer point i holdets retning.
– Alt i alt var det en meget blandet fornemmelse, vi stod tilbage med efter kampen. Vi sammensatte nogle rigtig gode perioder, men vi manglede i den grad også kynisme. Vi tror på, at vi snart kan vende nederlag til sejr, da vi føler, at vi hele tiden kommer tættere og tættere på den præstation, der skal til for at vinde fodboldkampe.
SønderjyskE/HFK-Silkeborg IF 1-4 (0-3)
0-1, 0-2, 0-3, 1-3 Ashkan Umut Tootoonchi, 1-4
Startopstilling: Mikkel Schack Steenberg- Carl-Emil Iwersen, Jonas Idris, Frederik Kyed Thomsen, Mads Nielsen, Benjamin Tabrizi-Birkebæk, Anders Bergholt Pedersen, Simon Maass, Tinus Olesen, Villads Klindt Sørensen og Ashkan Umut Tootoonchi.
Bænken: Mostaffa Rabia Yassin, Lucas Hansen, Benjamin Rasmussen, Olti Hyseni, Johan Guldbrand og Dijanis Dudic.
U15 slået af stærk modstander
Akademiets U15-drenge tabte lørdag 4-2, da Silkeborg IF var på besøg i Haderslev. Efter opgøret fortæller trænerduoen Rune Blaue og Kresten Ipsen om et fint præstationsmæssigt comeback ovenpå holdets seneste kamp mod Vejle.
– Vores mål var at komme tilbage efter en skidt midtugekamp mod VB. Det synes vi egentlig også, at vi lykkedes nogenlunde med. Vi var i hvert fald langt bedre med set over hele kampen, end det var tilfældet mod Vejle. Vi spillede mod et godt Silkeborg-hold, der uden tvivl var gode til at behandle bolden. Men vi stod klart med en følelse af, at vi godt kunne være med i de perioder, hvor vores pres hang sammen. Men vi manglede desværre skarphed i de afgørende detaljer, og vi må erkende, at Silkeborg bare var noget dygtigere end os på dagen.
Trænerduoen beretter dertil, at spillet med og uden bold blev bedre i anden halvleg.
– I første halvleg var Silkeborg mest dominerende, og vi gik også til pause nede med 3-0. I anden halvleg var vi spillemæssigt bedre med, og vi formåede også at score to fine mål på hjørnespark. Grundlæggende var spillet med og uden bold mere tilfredsstillende i anden halvleg, men det er tydeligt, at vi som hold skal blive bedre til at være skarpere og dygtigere på de afgørende detaljer i spillet.
SønderjyskE/HFK-Silkeborg IF 2-4 (0-3)
0-1, 0-2, 0-3, 1-3 Nicolai Derlich Biel, 1-4, 2-4 Sebastian Larsen
Startopstilling: Benjamin Rasmussen- Elias Hjort-Pedersen, Lasse Riggelsen, Frederik Nygaard Jürgensen, William Thomsen, Marcus Nukulkit Hansen, Jakob Lagoni Thorsen, Nicolai Derlich Biel, Jeppe Klemann, Refik Avdic og Sultan Azar Ebrat.
Bænken: Mohamed Yahya, Sebastian Larsen, Christoffer Linde Nygaard og Nicolai Lund.
Både U19 og U17 spiller deres næste kamp lørdag ude mod AC Horsens, mens U15 først spiller igen den 21/5, hvor de også skal en tur til Horsens.