Ryan Johnson Laursen har underskrevet en kontrakt med SønderjyskE Fodbold, der løber frem til nytår.
Ryan Johnson Laursen har den seneste tid trænet med i SønderjyskE Fodbold, og parterne er nu blevet enige om en kontrakt, der løber frem til nytår.
– Vi kender Ryan Johnson Laursen fra 3F Superligaen, hvor han har gjort det godt i mange sæsoner, og han har den kvalitet og stabilitet, som vi får brug for til de mange kampe, der kommer.
– Han har vist sig godt frem i den periode, hvor han har trænet med, hvor han både har spillet højre og venstre back, så vi får en alsidig spiller ind, der kan dække flere positioner, og som også i hverdagen kan give os noget kvalitet, siger sportsdirektør Esben Hansen.
Ryan Johnson Laursen glæder sig over, at træningen i SønderjyskE nu munder ud i en kontrakt.
– Jeg har trænet med i klubben i en uges tid, og jeg er imponeret over, hvor godt der er taget imod mig – både af holdet og af dem omkring holdet. Da det så kunne lade sig gøre, at vi kunne lave en aftale på et halvt år, var jeg ikke i tvivl om, at det var det, jeg skulle gøre. Jeg glæder mig til at være en del af holdet og være med til at bringe klubben tilbage til der, hvor den hører til, siger Ryan Johnson Laursen.
Den 30-årige forsvarsspiller har spillet 157 kampe i 3F Superligaen for EfB og OB, hvor han har haft kontraktudløb denne sommer.
Ryan Johnson Laursen har fået trøje nummer 18 i SønderjyskE.