Facts i forbindelse med kampen mod Hobro IK.
Dommer til lørdagens kamp er Jonas Bøgelund. Linjedommere er Daniel Cortzen og Steffen L. Christensen. Kampens fjerdedommer er Nils Heer.
Hobro IK har eksisteret siden 1913. I midten af 1970’erne spillede holdet kun i serie 3, men herefter startede en lang optur. I løbet af 10 år spillede klubben sig op i Jyllandsserien, og i 1999 blev deres ynglingehold dansk mester, hvor brødrene Mads og Lars Justesen bl.a. var på holdet. Med en stamme fra ynglingeholdet rykkede Hobro IK i 2005 op i 2. division og i 2010 i 1. division. Succesen blev fuldendt, da holdet i sæsonen 2013/2014 rykkede op i 3F Superligaen. Det blev til i alt fem sæsoner i 3F Superligaen i to omgange, og nu spiller holdet så i NordicBet Ligaen, hvor de prøver at komme væk fra bunden.
Siden 2011 er SønderjyskE og Hobro IK stødt på hinanden 18 gange i turnerings- og pokalkampe. Det er blevet til ti lyseblå sejre, seks uafgjorte og blot to Hobro-sejre. Statistikken er dermed i SønderjyskE’s favør før kampstart.
Der er ingen spillere på de to hold, der er ude med karantæne. Hos SønderjyskE har Marc Dal Hende 10 karantænepoint og Mads Winther Albæk har 12. Det er først ved 19 point, der udløses karantæne.