Søg

Rømer: Vi går lysere tider i møde

Jacob Ravn, 7. februar 2019, kl. 15:00

Marcel Rømer ser tilbage på en spændende opstart, men glæder sig nu, til der igen er point på spil.

I dag er det præcis en måned siden, at SønderjyskE startede vintertræningen op.

Og det var en ny mand, der stod i spidsen for holdet, da spillerne mødte ind den 7. januar.

Nu har Glen Riddersholm og SønderjyskE-spillerne haft en måned til at forberede sig, og om lidt – på lørdag klokken 16.00 – bliver det alvor, når Vejle Boldklub tager imod i Superligaens forårspremiere.

– Jeg har en god fornemmelse, og der er sommerfugle i maven. Nu har vi været igennem den hårde periode med en masse løb, og der har også været masser af nye taktiske indtryk fra Glen, men nu handler det bare om én ting – tre point på lørdag. Det er der, det er sjovest for en fodboldspiller, når sæsonen er i gang, siger Marcel Rømer.

Den nye cheftræner har budt ind med nye ideer, og det har både været spændende og lærerigt.

– Det har været meget taktisk. Der er rigtig mange nye ting og mange nye måder, vi vil gøre tingene på. En opstart er altid hård, men det er også mentalt krævende, når der er mange nye informationer, du skal lære og oplagre i hjernen. Vi skal lære at have tillid til hinanden i den nye måde, vi spiller på, så det bare sidder på rygraden. Det er noget, vi bliver dygtigere og dygtigere til dag for dag, men der er stadig et stykke vej, før vi fuldstændig mestrer den, men det skal nok kommer, siger Rømer.

27-årige Marcel Rømer har snart 200 superligakampe i bæltet, men selv en rutineret midtbanemand bliver udfordret, når der kommer nye tanker.

– Hver eneste gang, når der kommer nye indtryk – det kan være en ny træner eller en ny spillestil – er det som at være helt ung spiller igen, hvor man skal starte forfra med alle de nye ting, der nu er. Men det er gået stærkt med at få tanket selvtillid ind i spillerne igen, og dem, der har siddet meget ude, har fået fornyet energi, og mange af dem føler sig tættere på, og det giver noget intensitet til træning og et højnet niveau, så det har været fedt for alle, mener Rømer.

Fem træningskampe har givet to sejre og tre uafgjorte, og Rømer er godt tilfreds med udviklingen.

– Først og fremmest er det at have en fælles slagplan sindssygt vigtigt. Så kan der være forskellige ideer om, hvilken der er den rigtige, men som spiller er det bare rart at gå på banen med en fælles plan. Og den er lykkedes langt hen ad vejen i træningskampene. Selvfølgelig er det svært at strikke 93 gode minutter sammen, men i størstedelen af alle træningskampene har vi formået at have succes med det, og den måde, Glen gerne vil spille fodbold på, er kommet rigtig meget til udtryk i vores positioner på banen og det at holde fast i bolden, og hvor modstanderen skal spille bolden hen. Det er kommet til udtryk, og det er jeg sikker på, at man også kan se fra første fløjt på lørdag, siger Rømer.

Midtbaneprofilen, der fornylig forlængede sin kontrakt helt frem til sommeren 2022, håber på god opbakning i forårspremieren.

– Det føles godt, når vi rigtig kan høre, det syder i SønderjyskE-afsnittet. Der har været en dejlig støtte i de tre år, jeg har været i klubben, og det ser ud til, at det bare fortsætter, og det er skønt. Jeg vil også opfordre til, at de bliver ved med at bakke os godt op, for jeg tror, vi går lysere tider i møde, siger Marcel Rømer.

Køb billet til udebaneafsnittet (opgang K) i Vejle her.

#ALLEMANDTILVEJLE


Del på de sociale medier:

Facebooktwittergoogle_plusredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus