Søg

Riddersholm: Vi skal være modige

Jacob Ravn, 8. februar 2019, kl. 15:00

Modet og de gode takter fra træningskampene skal med på banen, når SønderjyskE lørdag eftermiddag indleder forårssæsonen med en udekamp i Vejle.

Lørdag klokken 16.00 er ventetiden forbi.

SønderjyskE spiller forårssæsonens første Superligakamp, når Vejle Boldklub tager imod, og cheftræner Glen Riddersholm glæder sig til at se sine spillere i aktion, når det endelig bliver alvor.

– Vi glæder os først og fremmest til at komme i gang med at spille kampe om point. For os handler det om at vise det mod, som vi har vist i hele opstarten, hvor vi har forsøgt at lægge nogle nye lag på i forhold til vores spillestil. Har vi modet til i fællesskab at gå ud og gennemføre den gameplan, vi har lagt, så glæder jeg mig rigtig meget til at se holdet folde sig ud, for holdet rummer rigtig meget potentiale og talent.

– Vi tager til Vejle for at vinde, vi tager til Vejle for at være modige, og vi tager til Vejle for at få en rigtig god start på et spændende forår, siger Glen Riddersholm.

Opstarten har været kort og intens, og selv om tendenserne har været gode i de fem træningskampe, er det dog ikke alting, der er på plads inden sæsonstarten.

– Vi er realistiske, og når opstarten kun er på fire uger, er der selvfølgelig stadig mange ting, der er nyt for mig, og der er mange ting, jeg endnu ikke har set hos mine spillere. Men jeg håber på, at de giver svar på tiltale og viser noget af det, vi har set her i opstarten, for så føler jeg mig rigtig fortrøstningsfuld. Vi ved også godt, at ting tager tid, inden de bundfælder sig, men for os handler det om at gå ud med et fælles og stærkt udtryk, og kan vi det, er jeg fortrøstningsfuld omkring, at vi får point med fra Vejle, siger Glen Riddersholm.

Gør udebaneafsnittet i Vejle lyseblåt – køb billet til kampen her.

#ALLEMANDTILVEJLE


Del på de sociale medier:

Facebooktwittergoogle_plusredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus