Onsdag aften spiller vi for en plads i kvartfinalen i Sydbank Pokalen, når AGF tager imod på Ceres Park.
Onsdag klokken 19.45 kæmper vi mod AGF om en plads i kvartfinalen i Sydbank Pokalen.
AGF kom først op ad bowlen, da der i sidste måned blev trukket lod, og har derfor hjemmebanefordelen i 1/8-finalen.
Som bekendt har vi været i pokalfinalen i de to seneste sæsoner i træk, og cheftræner Michael Boris håber naturligvis, at også denne sæson kan give en god pokaloplevelse.
– Målet er klart, vi spiller for at gå videre til næste runde. Der vil være nogle spillere, der har brug for hvile, men så er der andre, der er klar til at tage over, siger Michael Boris.
SønderjyskE er nået 1/8-finalen ved at slå Hillerød Fodbold med 5-0 og B1913 med 4-3, og nu venter der altså Superliga-modstand i Aarhus. AGF har foreløbig spillet én kamp i Sydbank Pokalen i denne sæson – det gav en 3-0-sejr ude mod BK Frem.
SønderjyskE har gode pokalminder fra Aarhus. I 2014 gik SønderjyskE videre efter en straffesparkskonkurrence, hvor Johan Absalonsen scorede det afgørende mål. Året efter mødtes holdene i Haderslev, hvor AGF vandt 3-0 og spillede sig i semifinalen (og senere finalen, som de tabte til FC København).
På AGF’s hjemmeside har man været længere tilbage i arkivet og fundet en pokalsejr på 10-1 over Haderslev FK i 1993 og en 6-2-sejr fra 1975. Kampen onsdag aften er således holdenes femte møde i pokalturneringen.
Du kan købe billet til kampen på dette link.
Kampen bliver vist på TV3+ og Viaplay.