20-årige Isak Olafsson bliver udlejet til islandske Keflavik, hvor han jagter mere spilletid, end der i øjeblikket er udsigt til i SønderjyskE Fodbold.
Isak Olafsson tager hjem til Island og Keflavik for at jagte mere spilletid.
Den 20-årige forsvarsspiller er i øjeblikket et stykke fra spilletid i 3F Superligaen, og derfor bliver han nu udlejet til Keflavik, hvor han også kom fra, inden skiftet til SønderjyskE i sommeren 2019.
– Isak Olafsson er en ung, talentfuld forsvarsspiller, og for at holde gang i sin udvikling har han brug for mere spilletid, og det får han mulighed for i Keflavik.
– I SønderjyskE er der hård kamp om pladserne i øjeblikket, og Olafsson har ikke spillet meget på det seneste, så vi tror på, det er godt for alle, at han nu kommer på græs i Island, hvor der forhåbentligt venter masser af spilletid de kommende måneder. Vi vil følge ham nøje undervejs, og så håber vi, at han kommer endnu stærkere tilbage til næste sæson, siger SønderjyskE-direktør Klaus Rasmussen.
– Jeg har brug for mere spilletid for at udvikle mig som fodboldspiller, og jeg ser derfor frem til at komme til Keflavik, siger Isak Olafsson.
Isak Olafsson, der foreløbig har spillet syv kampe for SønderjyskE, deltager i næste uge ved U21-EM, og herefter drager han til Keflavik, hvor han er udlejet frem til august.