Jimmi Azam er blevet tilknyttet som ny fysioterapeut i SønderjyskE Fodbold, hvor han får titel som Head of Medical og dermed ansvaret for sundhedsstaben i klubben. Han kender omgivelserne fra et tidligere ophold i SønderjyskE.
Jimmi Azam er blevet ansat som fysioterapeut og Head of Medical i SønderjyskE Fodbold.
Den 39-årige vestjyde har siden 2017 været tilknyttet Ringkøbing IF’s fodboldhold og har sideløbende arbejdet på FysioDanmark-klinikken i Ringkøbing.
Nu tager han turen til SønderjyskE Fodbold og Haderslev, hvor han kender omgivelserne omkring Haderslev Idrætscenter, da han tidligere i karrieren var assistenttræner og fysisk træner for SønderjyskE Damefodbold.
Adm. direktør i SønderjyskE Fodbold, Jonas Lygaard, glæder sig over, at klubben nu har fundet en fysioterapeut med lederegenskaber, som man har været på udkig efter.
– Det glæder os, at vi nu kan byde velkommen til Jimmi Azam, som har arbejdet i sportsverdenen i mange år og derfor kommer med en god portion erfaring. Han er meget ambitiøs og målrettet, og han har de kvaliteter, det kræver at være Head of Medical, hvor han får ansvaret for klubbens sundhedsstab. Han har en høj faglighed, men det gør da bestemt heller ikke noget, at han kender huset, Haderslev og hele SønderjyskE-organisationen fra tidligere, siger Jonas Lygaard.
Jimmi Azam ser frem til at komme i gang i SønderjyskE Fodbold, hvor han starter 1. august.
– SønderjyskE Fodbold har sat gang i et nyt projekt, som virkelig tiltaler mig. Samtidig kan jeg godt lide de sønderjyske værdier med ydmyghed, hårdt arbejde og sammenhold, for det er værdier, jeg kan spejle mig selv i. Jeg har fået et rigtig godt indtryk af klubben og de mennesker, jeg har talt med, og jeg glæder mig til at komme i gang. Jeg har altid haft et professionelt og elitært mindset, så jeg ser meget frem til at arbejde i en veldrevet Superliga-klub, og jeg glæder mig til rejsen sammen med SønderjyskE, siger Jimmi Azam.
Martin Prokopek, der har været ansat som fysioterapeut i SønderjyskE Fodbold siden sidste sommer, stopper i klubben den 31. juli. Han skal fremover drive sin egen klinik, FysioPerformance360, i Hørup.
Held og lykke til Prokopek med det nye projekt og tak for indsatsen i klubben.