Vejle Boldklub vandt bundkampen mod SønderjyskE med 3-1 og inviterede dermed sig selv ind i kampen om overlevelse.
Det bliver én lang kamp for overlevelse i denne sæson, og desværre lykkedes det ikke at vinde søndagens bundstrid mod Vejle Boldklub. Hjemmeholdet vandt med 3-1 i Nørreskoven.
Første halvleg var en jævnbyrdig affære, hvor det var småt med chancer, men hvor der virkelig blev gået til makronerne. Vi var farligst på to frispark fra Mads Albæk, der blev sendt i retning af Marc Dal Hende i feltet, men der kom ikke ordentligt træf på afslutningerne.
En kandidat til Rundens Mål var forskellen i første halvleg. Arbnor Mucolli fik en bold foran feltet og knaldede den op i krydset uden chance for Nicolai Flø, der havde fået chancen i 3F Superligaen for første gang i sin SønderjyskE-tid.
Efter en times spil blev kampen afgjort, da det blev 2-0 og 3-0 inden for få minutter. Først scorede Saeid Ezatolahi med hovedet, efter et hjørnespark var blevet forlænget, og kort efter scorede Duplexe Tchamba selvmål.
Modsat Silkeborg-kampen ugen forinden fik vi vist god moral og satte en prop i bagude, og imens blev vi farligere i den anden ende, hvor vi flere gange var tæt på en reducering. Den kom også, reduceringen, men desværre først i det 90. minut, og det var ikke nok til at bringe spænding ind i kampen. Emil Holm stod for målet på Mads Albæks hjørnespark.
Vejle vandt 3-1 og meldte sig ind i kampen om overlevelse, hvor det nu er helt tæt blandt de to nederste, hvor vi selv har seks point op til den rigtige side af nedrykningsstregen. Sæsonen er lang endnu – og vi kæmper videre!
Tak til de omkring 250 SønderjyskE-fans i Vejle for en fantastisk opbakning. Vi håber lige så meget som jer, at det snart vender, så vi sammen kan få nogle gode oplevelser.
Se højdepunkter fra kampen her: