Der skal spilles fire træningskampe, inden det går løs i NordicBet Ligaen. Den første kamp spilles mandag den 27. juni klokken 12.30 mod FC Fredericia.
SønderjyskE-spillerne har nu været samlet en uge efter sommerferien, og på mandag gælder det den første træningskamp, når FC Fredericia kommer til Haderslev.
Kampen spilles klokken 12.30 på Haderslev Atletikstadion, hvor der naturligvis er fri entré. Café HIC meddeler, at de har åbent, hvis du skal have en forfriskning til kampen.
Kampen er den første af fire træningskampe, inden det går løs i NordicBet Ligaen, hvor vi sæsondebuterer på Sydbank Park fredag den 22. juli mod Fremad Amager.
De øvrige tre træningskampe denne sommer er også blevet fastlagt. Kampen mod EfB den 2. juli klokken 12.00 spilles også på Haderslev Atletikstadion, mens kampen mod AGF den 8. juli klokken 13.00 spilles på Sydbank Park. Der er ingen livestream til kampene, men vi håber, at hjemmebanen gør, at mange vil troppe op og se holdet forberede sig til den kommende sæson.
Den fjerde og sidste kamp spilles i forbindelse med træningslejren i Hannover. Her møder vi SC Verl fra 3. Bundesliga lørdag den 16. juli klokken 14.00.