Norske Adnan Hadzic glæder sig over, at han nu er på plads i SønderjyskE Fodbold i de næste fire år.
Adnan Hadzic har haft en begivenhedsrig onsdag.
Fra tidlig morgenstund klarede han lægetjek og kontraktunderskrivelse, inden han mødte sine nye holdkammerater og kom på græs til dagens træningspas.
Den 23-årige nordmand glæder sig over, at han nu er på kontrakt i SønderjyskE Fodbold frem til sommeren 2026.
– Jeg er vældig glad for at have skrevet kontrakt her i SønderjyskE. Det har været undervejs et stykke tid, så det er dejligt, at det er kommet på plads, og jeg er meget glad for, at jeg nu er her, og jeg glæder mig til at komme i gang, siger Adnan Hadzic, der kommer til SønderjyskE fra Fredrikstad FK.
Midtbanespilleren var ikke i tvivl om, at han skulle skifte til SønderjyskE Fodbold og dansk fodbold, da muligheden bød sig.
– Jeg fik hurtigt et godt indtryk af klubben, og det har gjort det nemt for mig at tage valget om at skifte hertil. Jeg havde i forløbet nogle gode samtaler med folk i klubben, og klubben har vist stor interesse for mig, og derfor har det været let for mig at tage beslutningen om at tage til SønderjyskE.
Nordmanden er ikke i tvivl om, hvad ambitionen er i denne sæson.
– Klubben er på en spændende mission, hvor det handler om, at vi hurtigt skal rykke op, og jeg er kommet hertil for at hjælpe holdet med, at det skal ske, og det ser jeg frem til at blive en del af.
Hadzic har været ude at besigtige sin nye hjemmebane, og han glæder sig over, at der er mange græsbaner i Danmark, for det er en spiller, der godt kan lide at få græs på knæene.
– Jeg vil beskrive mig selv som en tough og aggressiv spiller, og jeg kan godt lide at gå til den – uden at gå over stregen naturligvis.
Nu er det første træningspas vel overstået, og når trænerteamet vurderer, at tiden er inde, ser han frem til at løbe ind på sin nye hjemmebane.
– Jeg glæder mig meget til at komme ind og spille foran fansene på Sydbank Park. Det har jeg set frem til, lige siden jeg hørte om interessen fra SønderjyskE, så det vil jeg glæde mig til, siger Adnan Hadzic.