Akademiets tre talenthold var alle i aktion lørdag, hvor de mødte tre forskellige modstandere. Trods gode præstationer resulterede kampene desværre i tre nederlag.
Trods godt spil udeblev skarpheden for U19
Akademiets U19-mandskab havde lørdag besøg af Esbjerg fB. På trods af godt spil udeblev skarpheden, og kampen resulterede i et 1-3-nederlag. Efter opgøret fortæller cheftræner Karsten Andersen om en kamp, hvor flot spil desværre ikke blev at se på måltavlen.
– Vi spillede igen med et meget ungt hold med henblik på, at det er dem, der skal spille efter sommer. Spillemæssigt synes jeg, at vi leverede noget at det bedste, som vi har leveret i år. Vi gav ikke store chancer væk i starten, som vi ellers har haft lidt for vane. Vi manglede dog den sidste kvalitet i felterne både offensivt og defensivt, og vi begik et lidt ærgerligt straffespark, men ellers synes jeg, at det var rigtig fornuftigt at se på.
Cheftræneren fortæller afslutningsvis, at det kun var skarpheden, der var til forskel mellem de to hold.
– Vi spillede os frem til det samme antal chancer, men vi var bare ikke dygtige nok til at udnytte det. Spillemæssigt var det generelt helt godkendt, men på scoringstavlen var det selvfølgelig ikke godt nok.
SønderjyskE/HFK-Esbjerg fB 1-3 (0-1)
0-1, 1-1 Mikkel Tønnesen, 1-2, 1-3
Startopstilling: Magnus Nissen- Jonatan Bro Christensen, Sebastian Jessen, Besar Ameti, Youcef Mokdad, Mikkel Tønnesen, Jens Frandsen, Kristoffer Jørgensen, Oliver Cafnik- Theill, Sune Linderoth Aarup og Anders Bergholt Pedersen.
Bænken: Philip Østerbæk, Philip Sørensen, Nikolai Jacobsen, Anton Hüttel, Tobias Ryborg og Blend Istrefi.
U17 mister point i overtiden
Drengene fra U17-holdet var lørdag på besøg hos FC Nordsjælland. En sen scoring af hjemmeholdet spændte ben for U17-drengene, og de måtte derfor rejse hjem uden point. Efter kampen fortæller cheftræner Michael Meyhoff om en mangelfuld første halvleg.
– Vi startede kampen uden den rigtige indstilling, og vi hang generelt efter Nordsjælland både på parathed og energi. Dertil havde vi svært ved at få vores pres til at fungere og smed bolden væk alt for nemt. Vi må også sige, at Nordsjælland var gode i første halvleg, og selvom vi kom bedre med, som halvlegen skred frem, så var de uden tvivl det bedste hold.
Cheftræneren beretter glædeligt om et meget flot comeback af drengene med mål og godt spil i anden halvleg.
– Efter pausen skiftede kampbilledet markant. Vi justerede nogle ting udefra, men det helt essentielle var, at drengenes indsats blev meget bedre både med og uden bold. Vi lykkedes med at spille langt mere med dem, mens vores presspil samtidig begyndte at fungere. Det gjorde, at vi kunne stjæle flere bolde højt i banen. Vi formåede at reducere blot fem minutter inde i anden halvleg, som var med til at give ekstra energi til holdet. Fuldt fortjent fik vi også udlignet til 3-3, men desværre formåede Nordsjælland at score til 4-3 i overtiden på et flot frispark.
Michael Meyhoff var især glad for, at holdet viste stærk moral ovenpå en svær start.
– Vi er på rette spor med vores præstationer. Vi fik slået flot tilbage i en situation, hvor vi sagtens kunne være faldet sammen ovenpå det forår, vi har haft.
FC Nordsjælland-SønderjyskE/HFK 4-3 (3-0)
1-0, 2-0, 3-0, 3-1 Olti Hyseni, 3-2 Olti Hyseni, 3-3 Villads Klindt Sørensen, 4-3
Startopstilling: Benjamin Rasmussen- Carl-Emil Iwersen, Jonas Idris, Frederik Kyed Thomsen, Benjamin Tabrizi-Birkebæk, Mostaffa Rabia Yassin, Simon Maass, Villads Klindt Sørensen, Olti Hyseni, Johan Guldbrand og Ashkan Umut Tootoonchi.
Bænken: Mikkel Schack Steenberg, Tinus Olesen, Asghar Ibrahimi, Emil Ryttersgaard og Lauge Callesen.
U15 var udfordret på fysik i Horsens
Akademiets U15-drenge gæstede lørdag AC Horsens. Hjemmeholdet var desværre bedst på dagen, og talenterne tabte derfor 2-4. Efterfølgende beretter cheftrænerduoen Rune Blaue og Kresten Ipsen om en svær kamp mod en fysisk stærk modstander.
– Vi mødte et AC Horsens-hold med en god fysik og power, der desværre voldte os problemer undervejs. I perioder fik vi sat nogle gode sekvenser sammen, men der var bestemt også perioder, hvor Horsens lagde et stort pres på os. Vi startede kampen godt og kom foran 1-0 efter et straffespark, men herefter indkasserede vi tre mål, inden vi kort før pausen fik reduceret til 2-3.
– Efter pausen fik vi skabt pænt med chancer og spillede egentlig ganske fornuftigt. Vi formåede desværre ikke at udnytte det, og i stedet scorede Horsens en enkelt til sultresultatet 4-2.
Trænerduoen peger på, at der desværre har været en generel mangel på skarphed i foråret.
– Symptomatisk for foråret lukkede vi for mange mål ind, og vi er ikke selv skarpe nok på vores egne chancer. Vi tog fra Horsens og stod egentlig med en fornemmelse af, at vi havde spillet en god kamp. Men resultatet fulgte ikke med, så vi skal uden tvivl bliver dygtigere på den front.
AC Horsens-SønderjyskE/HFK 4-2 (3-2)
0-1 Sebastian Larsen, 1-1, 2-1, 3-1, 3-2 Sultan Azar Ebrat, 4-2
Startopstilling: Christoffer Linde Nygaard- Elias Hjort-Pedersen, Frederik Nygaard Jürgensen, Blendi Xhinovci, Marcus Nukulkit Hansen, Sebastian Larsen, Jakob Lagoni Thorsen, Nicolai Derlich Biel, Jeppe Klemann, Refik Avdic og Sultan Azar Ebrat.
Bænken: Mohamed Yahya, Villads Bech og Henok Goitom.
Alle tre hold spiller deres næste kamp lørdag, hvor U19 møder Vejle BK ude, mens U17 og U15 gæster Brøndby IF.