SønderjyskE viste gode defensive takter i lørdagens træningskamp mod Silkeborg IF, men værterne på JYSK Park vandt kampen med 1-0.
Det blev ganske vist til et nederlag, da vi lørdag gæstede JYSK Park i Silkeborg, men spillemæssigt var der meget at glæde sig over i 0-1-nederlaget til Silkeborg IF.
Først og fremmest var der styr på strukturen, og defensiven stod stærkt kampen igennem, og hjemmeholdet blev holdt nede på ganske få chancer.
Særligt første halvleg var en chancefattig omgang, og SIF’s Nicklas Helenius havde vel den bedste mulighed på et frispark tæt på kanten af feltet, men meget symptomatisk for halvlegen bankede han bolden i SønderjyskE-muren – forsvaret stod fast og tog godt imod.
Det kom lidt mere gang i sagerne efter pausen – uden det dog blev et festfyrværkeri af chancer. Helenius var skarp, da han fik bolden serveret efter fem minutters spil af anden halvleg, og han skød bolden ind ude ved stolpen uden chance for Lawrence Thomas i målet.
Silkeborgs føringsmål satte mere gang i vores offensiv, og bare minuttet efter var Peter Christiansen tæt på at udligne. Emil Holm serverede en bold i panden på den flyvende angriber, men han fik ikke ordentligt træf, og forsøget blev reddet. Det var vores største chance i kampen.
Men der var tilløb til mere. Indskiftede José Gallegos forsøgte sig udefra et par gange, Stefan Gartenmann havde et kvalificeret hovedstødsforsøg, og Abdulrahman Taiwo var tæt på at nå frem til et godt indlæg fra Maxime Soulas.
Det blev ikke til mere, og Silkeborg IF vandt med 1-0. Det var dog en meget brugbar træningskamp for os, og vi fik en god og intens kamp med særligt defensive plusser.
Næste træningskamp – den sidste før forårspremieren i 3F Superliga – er på fredag mod AaB i Aalborg.
FAKTA
Silkeborg IF-SønderjyskE 1-0 (0-0)
1-0 Nicklas Helenius (53.)
Vores hold: Lawrence Thomas – Maxime Soulas, Stefan Gartenmann, Marc Dal Hende – Emil Holm, Emil Kornvig (62./Mads Albæk), Nicolaj Thomsen (62./Rasmus Vinderslev), Atli Barkarson (77./Robin Schouten) – Emil Frederiksen (62./Isak Jensen), Emil Berggreen (46./José Gallegos), Peter Christiansen (77./Abdulrahman Taiwo)