Søg

Fødselar får sin første kontrakt

Jacob Ravn, 11. januar 2019, kl. 12:00

716

Sebastian B. Jessen fylder i dag 15 år, og det er blevet fejret med en kontraktunderskrivelse i SønderjyskE.

”Han sikkert sig en gave får, som han har ønsket sig i år”…

Den velkendte fødselsdagssang giver ekstra god mening for Sebastian B. Jessen, der i dag fylder 15 år.

Straks efter morgenmaden gik turen videre til Haderslev Idrætscenter, hvor han underskrev sin første kontrakt – en ungdomskontrakt i HFK/SønderjyskE, der løber i to et halvt år.

– Det er mega fedt. Så kan min fødselsdag ikke blive bedre, siger Sebastian B. Jessen om kontraktunderskrivelsen.

Han kom til HFK fra Kolding IF som U13-spiller for to år siden, og udviklingen har været så god, at han nu er blevet belønnet med sin første kontrakt.

– Jeg har kæmpet for at komme hertil, og det vil jeg fortsætte med at gøre. Min drøm er at spille for SønderjyskE’s superligahold på Sydbank Park, men i første omgang er ambitionen at komme op og spille på U17-ligaholdet, siger Sebastian B. Jessen, der er central midtbanespiller på U15-holdet.

Sports- og talentchef Hans Jørgen Haysen glæder sig over, at endnu et talent har spillet sig til en kontrakt i klubben.

– Det var godt, at vi fik ham ind som U13-spiller, for han har udviklet sig rigtig godt i vores talent-setup, og så er det bare fedt, at vi har fået endnu en igennem systemet. Han er den første fra årgang 2004-kuldet, der får kontrakt, men jeg regner bestemt ikke med, at han er den sidste, siger Hans Jørgen Haysen.

Sebastian B. Jessen går til daglig i 8. klasse på Sønder Otting Skole i Haderslev, og han er tilknyttet TalentCenter Haderslev.

– Han er i et rigtig godt forløb omkring talentklasserne, hvor han kan prioritere hverdagen med skole og fodbold, så han får de bedste muligheder for at fortsætte den gode udvikling, han er inde i, siger Hans Jørgen Haysen.

På fotoet ses T+-træner (ungdomsudviklingstræner) Michael Meyhoff, Sebastian B. Jessen og sports- og talentchef Hans Jørgen Haysen.


Del på de sociale medier:

Facebooktwittergoogle_plusredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus