Der var chancer til flere mål og mindst det ene point, da vi mandag spillede den første kamp i Future Cup, men OB kunne i sidste ende tage hjem med en 3-1-sejr.
Mandag var der premiere på Future Cup, da vi hjemme på Haderslev Atletikstadion tog imod OB.
Som navnet antyder er det en turnering, der har udvikling for øje, og derfor er der blandt andet regler om, at holdet skal domineres af U21-spillere, og maksimalt fem spillere må være ældre.
23-årige Adnan Hadzic var alderspræsident i startopstillingen, hvor der også var fundet plads til blandt andre U19-angriber Tinus Olesen, og den unge Haderslev-knægt viste skarpheden fra start.
Vi lod os ikke slå ud af, at OB bragte sig i front efter to minutters spil, for inden var var spillet fem minutter, havde 17-årige Tinus Olesen bragt balance i tingene. Peter Christiansen spillede en bold i dybden til Olesen, der tog et træk og afsluttede fra kanten af feltet, og via den ene opstander gik bolden i mål.
Langt det meste af spillet i første halvleg foregik på vores præmisser, og både Peter Christiansen og Mikkel Hyllegaard havde et par gode muligheder, og de måtte begge se et forsøg blive reddet lige på målstregen.
I den anden ende var Magnus Nissen vågen, da OB fik en stor chance efter en halv time, og den sønderjyske målmand reddede flot, da det gjaldt.
Kort før pausen bragte Aron Elis Thrandarson gæsterne i front, da den store islandske landsholdsspiller steg til vejrs og pandede bolden i mål.
Straks efter pausen var vi flere gange tæt på at få udlignet. Marcus Kristensen bragede bolden på stolpen fra 22 meter, og Mikkel Ladefoged var kort efter tæt på ad to omgange – også han måtte se sit bedste forsøg tage stolpen. Kort efter følte Ladefoged sig også snydt for et straffespark, og vores reporter, der stod godt placeret bag målet, kunne godt se, at den høje angriber havde en sag.
Der blev længere mellem vores chancer, som kampen skred frem, og samtidig blev vores hold yngre og yngre. Da kampen var slut, var der blot tre spillere på banen, der ikke kunne repræsentere vores U19-hold.
De unge sønderjyder kæmpede godt for sagen, men i stedet for en udligning lukkede og slukkede gæsternes Jakob Breum, da hans skud blev afrettet, så Magnus Nissen var chanceløs i målet.
Vores næste kamp spilles efter planen mandag den 31. oktober klokken 13.00 i Haderslev.
Du kan følge turneringen på DBU’s hjemmeside (link).
Kampen i tal
SønderjyskE-OB 1-3 (1-2)
0-1 Gustav Vinter (2.), 1-1 Tinus Olesen (5.), 1-2 Aron Elis Thrandarson (39.), 1-3 Jakob Breum (84.)
Vores hold: Magnus Nissen – Abdoul Salam Toure (61./Sebastian Jessen), Philip Banda Sørensen, Rasmus Wikström (74./Nikolai Jacobsen), Atli Barkarson – Marcus Kristensen, Adnan Hadzic – Tinus Olesen (68./Oliver Cafnik-Theill), Peter Christiansen (46./Kristoffer Jørgensen), Lukas Björklund (68./Anders Bergholt) – Mikkel Hyllegaard (46./Mikkel Ladefoged)
Tilskuere: Cirka 100 tilskuere på Haderslev Atletikstadion