Fredagens hjemmekamp mod Hillerød blev en stor skuffelse, da gæsterne kunne rejse fra Sydbank Park med en 3-2-sejr i bagagen.
Kampen startede ellers helt efter bogen, da Emil Frederiksen efter blot fem minutter scorede kampens første mål, da han trak ind i banen og sparkede bolden i nettet.
Desværre blev det bestemt ikke startskuddet til en god første halvleg.
Allerede kort efter udlignede Hillerød, da gæsternes Youssef Dhaflaoui sparkede på mål. Skuddet tog en afretning og gik ind bag en chanceløs Nicolai Flø. Efter 21 minutters spil var den gal igen, da Martin Al-Atlassi scorede udeholdets andet mål.
Bagud 2-1 forsøgte vi at slå tilbage, og vi havde enkelte chancer for at komme på omgangshøjde i en meget skuffende første halvleg. I den anden ende havde Hillerød også chancer for at score yderligere, men det blev ikke til flere scoringer i kampens første 45 minutter.
Efter en første halvleg langt under niveau blev det en smule bedre i starten af anden halvleg, hvor vi til tider fik presset Hillerød langt tilbage på banen. Alligevel var udeholdets Youssef Dhaflaoui næste mand på måltavlen, da han efter 62 minutter sparkede Hillerød på 3-1.
Indskiftede Mads Albæk reducerede fire minutter senere med en flot scoring efter hjørnespark, og målet gav tro på, at vi kunne lave et comeback.
Vi pressede på for udligningen i kampens sidste fjerdedel, men det lykkedes os ikke at få bolden det sidste stykke over stregen.
Dermed tabte vi meget skuffende kampen med 3-2 efter et opgør, hvor hverken spillet eller skarpheden var på et tilfredsstillende niveau.
Tak for opbakningen til 2.666 tilskuere på Sydbank Park denne fredag aften.