Anfører Marc Dal Hende glæder sig over den forløsende sejr over AGF og håber nu, at sejren kan følges op med endnu en god oplevelse mod Vejle Boldklub fredag aften.
Spillere, stab og tilskuere jublede igennem, da vi i mandags endelig fik en sejr i 3F Superligaen igen.
Nicolaj Thomasens forløsende sejrsmål i overtiden mod AGF skabte store jubelscener på Sydbank Park, hvor både spillere og tilskuere havde savnet at juble sammen.
Nu håber anfører Marc Dal Hende, at den fede fornemmelse fra AGF-kampen kan tages med ind til Vejle-kampen.
– Det var skønt at juble med fansene efter kampen i mandags. Det trængte vi virkelig til. Du kunne godt se og mærke, at vi alle havde noget, der skulle ud.
– Én sejr ændrer ikke alverden, men det har været en dejlig træningsuge, hvor humøret lige har været lidt højere end normalt. Vi har trods modgangen haft en god dagligdag i klubben, men det hele bliver bare lidt sjovere og lidt lettere, når du møder ind efter en sejr.
– Nu skal vi forlænge den gode følelse og følge op på den gode præstation mod AGF, når vi møder Vejle. Det plejer at være tætte og intense kampe, vi har mod dem, og jeg tror også, der kommer knald på denne gang. Forhåbentligt vil både spillere og fans ride videre på de gode vibrationer fra AGF-kampen, så vi kan få endnu en sejr og en ny god oplevelse sammen på Sydbank Park, siger Marc Dal Hende.
Kampene ligger tæt i øjeblikket, hvor semifinalerne i Sydbank Pokalen også venter lige om hjørnet, men anføreren glæder sig kun over, at der er udsigt til ”engelske uger”.
– Vi spillere vil jo allerhelst bare spille kampe, så det bliver fedt, at kampene nu kommer som perler på en snor. Der bliver ikke meget tid til taktisk træning og restitution, så det er bare med at klø på fra kamp til kamp, og så må vi se, hvor det bringer os. Hvis vi henter flere sejre som den i mandags, gør det ikke noget, at der hele tiden er en ny kamp. Nu skal vi holde motoren i gang, og så er vi klar til hårdt arbejde her den sidste måned af sæsonen, siger Marc Dal Hende.
SønderjyskE-Vejle spilles fredag klokken 19.00, og allerede fra klokken 16.00 starter festen på Danfoss-tribunen. Læs mere om fredagsfesten her.