Dansk fodbold hylder og markerer mangfoldighed med regnbuefarver i anledningen af WorldPride og EuroGames. SønderjyskE markerer det fredag hjemme på Sydbank Park. 

Rød, orange, gul, grøn, blå og lilla. Alle regnbuens farver vil lyse dansk fodbold op i anledning af WorldPride og EuroGames, der finder sted i København og Malmø d. 12. – 22. august. LGBTI+-miljøets store internationale begivenhed, der afvikles på dansk jord.

Både breddeklubber og professionelle klubber vil være mere farverige, vi vil se landsholdsspillere med regnbuemalede ansigter, mens mangfoldigheden i dansk fodbold vil blive hyldet med regnbuefarver på sociale medier.

Adm. direktør i DBU, Jakob Jensen forklarer, hvorfor det er væsentligt for dansk fodbold at bakke op om regnbue-budskabet:

– Fodbold er for alle, uanset hvem man er, eller hvor man kommer fra. Der er desværre fortsat eksempler på diskrimination i fodbold, og derfor er det vigtigt for dansk fodbold at hylde diversiteten og mangfoldigheden og være med til at støtte op om mangfoldigheds-budskabet og fejre forskellighederne, siger Jakob Jensen i en pressemeddelelse fra DBU.

I SønderjyskE støtter vi initiativet, og når vi fredag tager imod FC Midtjylland på Sydbank Park, vil regnbue-flaget være at se flere steder, og Marc Dal Hende spiller med et særligt regnbue-anførerbind.