Akademiet i SønderjyskE Fodbold har skrevet en treårig kontrakt med målmandstræner Phillip Jæger Henriksen, der får ansvaret for målmændene på akademiet.
Akademiet i SønderjyskE Fodbold får tilknyttet en ny målmandstræner fra 1. juli 2022.
23-årige Phillip Jæger Henriksen har underskrevet en treårig aftale og skifter til sommer fra AGF, hvor han har været tilknyttet de seneste seks år senest som målmandstræner omkring U15-U19-holdene.
I SønderjyskE Fodbold får Phillip Jæger Henriksen et tæt samarbejde med målmandstræner Jens Rinke, der nu er tilknyttet 3F Superligaholdet.
Head of Academy, Thomas Vilstrup, glæder sig over tilgangen af Phillip Jæger Henriksen.
– Vi er meget glade for, at Phillip Jæger Henriksen har valgt at blive en del af projektet i akademiet i SønderjyskE Fodbold. Vi har søgt efter en ung, talentfuld og ambitiøs målmandstræner, som er stærk i relationen med målmændene, og vi har i Phillip Jæger Henriksen fundet præcis den profil, vi gerne vil have.
– Han er en målmandstræner med en moderne tilgang til målmandsspillet. Målmændene er i højere grad en del af et mere komplekst spil, og det afspejler sig i hans metodik og træningsøvelser, hvor målmændene er med i flere kampsituationer. Menneskeligt passer han godt ind i vores klub og miljø, hvor han med hårdt arbejde og ydmyghed afspejler vores værdier. Vi glæder os til, at han bliver en del af akademiet fra sommer, siger Thomas Vilstrup.
Phillip Jæger Henriksen ser frem til de nye udfordringer i SønderjyskE Fodbold.
– Jeg er glad og stolt over at have skrevet en treårig kontrakt med SønderjyskE Fodbold, og jeg ser meget frem til at komme i gang med at arbejde med målmændene i akademiet. SønderjyskE har gang i et meget spændende projekt, hvor der er stort fokus på talentarbejdet, og jeg glæder mig til at blive en del af det de kommende år. Jeg har fået et rigtig godt indtryk af klubben og miljøet, og jeg glæder mit til at blive en del af hverdagen i Haderslev fra 1. juli, siger Phillip Jæger Henriksen.