Søg

Vi gjorde det umulige

Kasper Poulsen, 2. februar 2019, kl. 12:08

Horsens HK – SønderjyskE 22-24 (9-15)

SønderjyskE: Fatos Kücükyildiz 9, Nina Bech 4, Louise Andresen 3, Celina Hansen 2, Rikke Hoffbeck 2, Emma Kiellberg 2, Ricka Gindrup 1 og Sara Mitova 1

Der var lagt op til den helt store fest, da Horsens havde sørget for sæsonrekord og derfor havde flyttet kampen til den store hal, hvor ca. 1400 mennesker havde sig en håndboldfest. Alt var gjort klar til at fejre den sandsynlige oprykning og en stime på 15 kampe i 1.division som ubesejret. Og tilmed fik man lov til at stå overfor rivalerne for SønderjyskE, som man har længdes efter at slå, efter at have trukket det korteste strå gang på gang, de seneste mange gange.

I SønderjyskE lejren kunne man konstatere efter tirsdagens træning at kampen ville blive uden Leonora Demaj, som desværre kom slemt til skade og ikke er spilleklar den kommende tid. Hun er den 3. mest scorende spiller for de lyseblå og selvfølgelig svær at undvære. Men dette var ikke den eneste udfordring. For topscorer Celina Hansen var sygemeldt hele ugen og den eneste dag hun så en håndbold i hendes hånd, var på selve kampdagen, da hun rejste sig fra sygesengen og ønskede at kæmpe sammen med holdkammeraterne imod Horsens. Og så skal vi nok lade være med at nævne at Fatos Kücükyildiz i dagene op til kampen har kæmpet med et maveonde og langt fra var på toppen.

Så kæmpe respekt for at Celina Hansen rejste sig fra sygesengen og bidrog med alt hvad hun havde af energi i kroppen og Fatos Kücükuildiz som snuppede topscorertitlen i kampen og skjulte rigtig godt at hun ikke var på toppen.

Der var derfor nok af udfordringer for de lyseblå i dagene op til kampen, men troen på at lave et godt resultat og fortsætte de gode takter vi viste i første kamp mod Horsens, var stadigvæk tilstede. Men der skulle et nyt våben til og dette blev 7 mod 6 spillet. For første gang i sæsonen blev dette praktiseret i længere perioder af en kamp og sammen med et yderst velfungerende forsvar, var dette opskriften på et godt resultat.

Ricka Gindrup og Emma Kiellberg viste forsvarsevner og krigerinstinkt, hver eneste gang hjemmeholdet havde bolden og angreb mod mål, mens Dragana Petkovska trak flere gode redninger frem og gjorde det svært for Horsens at få lavet mål.

Det var en virkelig en flok parate SønderjyskE spillere der neutraliserede de Horsens spillere, som har smadret alle hold i 1. division. Horsens kunne slet ikke finde melodien og først da man røg over i alternative holdopstillinger,  fik hjemmeholdet bedre fat. Men tæt på kom de aldrig i 1.halvleg og kun et brændt straffekast og en misset 100 % chance indenfor de sidste par minutter, ødelagde lidt af indtrykket af en helt perfekt spillet 1. halvleg af de lyseblå. Men det var stadigvæk nok til en yderst overraskende føring på hele 15-9 ved pausen.

Ligeså fantastisk og eventyrlig som 1. halvleg havde været på alle områder, ligeså stor en opgave vidste vi der ventede på os i 2. halvleg. For mens vi havde spillet vores kort helt perfekt, måtte hjemmeholdet sidde med en følelse af, at de måske ville brænde inde med alle deres esser, hvis ikke de fik taget initiativet fra start i 2. halvleg.

Og det er nu ikke fordi at spillerne skal have ris for at gøre alt forkert fra start i 2. halvleg, for tingene blev stadigvæk praktiseret langt hen af vejen som aftalt. Men endnu et straffekast blev brændt og flere gode chancer blev taget af hjemmeholdets målmand Lærke Sørensen, som var kommet på mål, for at forsøge at ændre kampens udfald. Og hun skal bestemt have ros for at gøre sit for at få Horsens tilbage på sporet. Og blev også fortjent kåret til hjemmeholdets bedste spiller efter opgøret.

Men Horsens har helt bestemt et klassemandskab og kan på ingen tid, vende kampen på hovedet. Og de fandt nogle brugbare løsninger i 2. halvleg og med 15 minutter tilbage af kampen fik de udlignet til 17-17. De havde endnu ikke været foran i kampen, men de havde fået publikum med dem igen og der blev virkelig lagt tryk på fra omgivelserne da kampen gik ind i den afgørende fase. Endnu engang lykkes det dog SønderjyskE af afværge et Horsens comeback og bragte sig foran med både 18-17 og 19-18, ved hjælp af 7 mod 6 spillet. Claudia Rompen havde afløst Dragana Petkovska i målet og hun fulgte trop med en flot præstation i målet.

Der blev udlignet til 19-19 og kræfterne var efterhånden brugt op fra de lyseblå side, da ressourcerne var få i dette opgør. Men så trådte Louise Andresen ind på den helt store scene og med 2 mål i træk sørgede hun for ny luft til SønderjyskE og kampen tippede igen de lyseblås vej. Louise Andresen fik en stor rolle i denne kamp og havde både i 1. halvleg og 2. halvleg store roller i forsvaret og angrebsspillet, hvilket hun løste på bedst mulige måde.

Ligeledes var det en sand fornøjelse at se Nina Bech ene mand udkonkurrere Horsens 3 venstre fløje. Udover at hun lavede 4 mål, sørgede hun også for at holde Horsens venstre fløje helt ude af kampen. Kæmpe indsats af Nina i dette opgør.

Trods udvisninger til både Ricka Gindrup og Emma Kiellberg indenfor de sidste 4 minutter, lykkes det de lyseblå at holde hovedet koldt og kort før tid kunne Rikke Hoffbeck afgøre det hele med scoringen til 24-21. Hun var en super fighter i dette opgør og trak nogle vigtige straffekast.

Det var derfor en flok begejstrede spillere som kunne omfavne hinanden efter opgøret og nyde endnu en sejr over Horsens. Men denne her gang, var nok den største præstation af dem alle.

En stor tak til vores fantastiske fans som havde samlet en bus og stod bag holdet hele kampen igennem.

 

Vi havde en plan og en tro på at det kunne lade sig gøre. Men den indsats som spillerne viste ude på banen, kan kun gøre klubben stolt. Det viser bare hvad disciplin, indstilling og fight kan udgøre, når der er allermest brug for det. Vi nyder sejren og de 2 point over et stærkt Horsens mandskab, som vil rykke op i ligaen efter denne sæson. 

Cheftræner Oli Kecman

 

 

Næste hjemmekamp er lørdag d.16.02 kl.15.30 i Arena Aabenraa, hvor Oddense-Otting Håndbold kigger forbi. 

 

 

Foto: Finn Poulsen

 


Del på de sociale medier:

Facebooktwittergoogle_plusredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus