Det endte uden scoringer, da vi lørdag eftermiddag tog imod Hobro IK på Sydbank Park.
Det blev til et enkelt point, da vi lørdag eftermiddag tog imod Hobro IK på Sydbank Park.
Den positive udlægning af det resultat er, at vi er ubesejrede i de seneste syv kampe, men der er ingen tvivl om, at det var to point for lidt.
Vi jagtede en sejr på Sydbank Park, og vi kom også fornuftigt fra land og spillede en god halv time i første halvleg. Vi havde ganske vist svært ved at kombinere os igennem til de helt store chancer, men vi holdt gæsterne i kort snor, og det meste af spillet foregik lige foran Hobro-feltet.
Mens vi havde svært ved at spille os igennem, var vi gengæld ikke bange for at forsøge os udefra. Peter Christiansen, Sefer Emini og Emil Frederiksen forsøgte sig alle med langskud, og tættest på var vi midtvejs i halvlegen, da Frederiksens papegøjeskud var tæt på at liste sig ind ved fjerneste stang, inden Adrian Kappenberger i gæsternes mål fik reddet i flyvende stil.
Gæsterne kom bedre med i halvlegens sidste kvarter. Nicolai Flø var vaks, da de afsluttede tæt under mål, og vi havde heldet på vores side, da en velspillet kontra endte med et skud, der akkurat gik uden om stolpen.
Anden halvleg blev en stille omgang, men med 20 minutter tilbage af kampen fik vi igen lagt et fornuftigt pres. Det gav dog ikke de åbne målchancer, men Mads Albæk var meget tæt på at sætte føringsmålet ind, da han afsluttede godt fra 30 meter, men igen var Kappenberger dygtig i målet.
Det blev en kamp uden mål og et enkelt point til hver til ærgrelse for 2.247 fremmødte tilskuere på Sydbank Park.
Vi sætter jagten ind efter en ny sejr næste lørdag, når vi møder FC Helsingør på udebane.
Tak for opbakningen på Sydbank Park. Vi håber, vi ses igen på hjemmebanen fredag den 21. oktober, når vi tager imod Hillerød Fodbold.