SønderjyskE Fodbold har lavet en treårig kontrakt med den 22-årige nordmakedonske midtbanespiller Sefer Emini.
SønderjyskE Fodbold henter en midtbaneforstærkning i Nordmakedonien.
22-årige Sefer Emini har underskrevet en kontrakt med SønderjyskE Fodbold, der løber frem til sommeren 2025.
Den unge midtbanespiller debuterede i den nordmakedonske liga som 18-årig og blev efterfølgende fast mand for Makedonija Gjorce Petrov, som han siden har spillet 62 kampe for. I 2020/21-sæsonen fik han en enkelt sæson i russiske Akron Togliatti, inden han vendte retur til Makedonija Gjorce Petrov, som han blev pokalmester med i sidste sæson.
Sefer Emini er også en del af det nordmakedonske U21-landshold, som han spillede tre kampe for i EM-kvalifikationen i løbet af foråret.
I denne sæson har han spillet to ligakampe for Makedonija Gjorce Petrov samt to europæiske kampe.
Sportsdirektør Esben Hansen glæder sig over tilgangen af Sefer Emini.
– Vi er meget glade for at have lavet en aftale med Sefer Emini, som trods sin unge alder allerede har prøvet mange ting. Han har spillet fast i den nordmakedonske liga og har fået hår på brystet med et udenlandsophold i Rusland, og han har spillet flere ungdomslandskampe. Nu tager han turen til Sønderjylland, hvor vi er overbeviste om, at han vil udvikle sig godt i vores stærke set-up.
– Han er en meget talentfuld spiller, der vil passe godt ind i truppen, og som kan komplementere de øvrige midtbanespillere, vi har. Han er en duelstærk spiller med en fin teknik og et rigtig godt højreben, hvilket også gør ham til en ganske målfarlig midtbanespiller. Vi glæder os til at se ham i den lyseblå trøje på Sydbank Park, siger Esben Hansen.
Sefer Emini får trøje nummer 7 i SønderjyskE.