SønderjyskE vendte 0-2 til 2-2 mod OB, da Emil Berggreen stemplede ind på Sydbank Park med to scoringer efter pausen.
Det var som nat og dag, da vi søndag spillede 2-2 mod OB på Sydbank Park.
Første halvleg var en sløj omgang, og fynboerne kunne gå til pause med en 2-0-føring. Vi fik ellers lagt et fornuftigt tryk i de første minutter, men da Max Fenger bragte OB på 1-0 efter et kvarter, var der fynsk dominans resten af halvlegen. Føringen blev udbygget efter en halv time på et flot langskudsmål af Sander Svendsen.
Det blev dog ikke dagens bedste mål på Sydbank Park – for det sørgede Emil Berggreen for straks i anden halvlegs start. Angriberen blev skiftet ind i pausen, og han skulle kun bruge et par minutter og boldberøringer, inden han sparkede spænding tilbage i kampen. Med et følt skud placerede han bolden helt over i fjerneste krog fra lang afstand – drømmedebut af Berggreen.
Mens OB ejede første halvleg, var der os, der styrede begivenhederne i anden halvleg. Emil Berggreen var tæt på at liste 2-2-målet ind med 20 minutter igen, da han kom først til Peter Christiansens aflevering mod forreste stang, men lige ved og næsten. Det samme var Maxime Soulas kort efter, da han fik en lang tå på i det lille felt. Det brændte på foran OB-målet i disse minutter.
Og med et kvarter igen kom udligningen. Igen ved Berggreen. Denne gang efter en fynsk foræring, men det tager vi gerne med i denne tid.
Vi jagtede sejren og fortsatte det gode spil, men vi måtte “nøjes” med et comeback til 2-2. Ét point rykker ikke umiddelbart meget i tabellen, men sikke en moral, spillerne fik vist.
Tak for en flot opbakning på Sydbank Park, hvor 2673 tilskuere fik en god fodboldkamp i flot forårsvejr.
Den næste kamp i 3F Superligaen er allerede på fredag, hvor FC Nordsjælland tager imod i Farum.