Silkeborg IF og AaB bliver vores sidste træningsmodstandere inden forårspremieren mod AGF i 3F Superligaen.
Som bekendt satte Covid19-trykket en stopper for årets træningslejr i Tyrkiet, og det har givet nogle ændringer til vinterens opstartsprogram.
De tre første træningskampe – mod Kolding IF, Holstein Kiel II og AC Horsens – er blevet spillet som planlagt, og de to planlagte træningskampe i Tyrkiet er nu blevet vekslet til to nye kampe på hjemlig grund.
Vi spiller lørdag den 5. februar klokken 13.00 mod Silkeborg IF på JYSK Park i Silkeborg – og værterne oplyser, at de livestreamer kampen.
Vinterens anden træningslejr bliver i Vildbjerg fra den 7. til 11. februar – den afsluttes med en træningskamp mod AaB.
Det bliver alvor i 3F Superligaen fredag den 18. februar, når vi hjemme på Sydbank Park tager imod AGF.