SønderjyskE Fodbold har skrevet kontrakt med den 20-årige amerikaner Jose Gallegos, som kommer til fra San Antonio FC. Kontrakten løber frem til sommeren 2026.
SønderjyskE Fodbold styrker offensiven forud for den spændende forårssæson, da amerikanske Jose Gallegos er blevet hentet i San Antonio FC i hjemlandet.
Den 20-årige offensivspiller er blevet udstyret med en fire et halvt år lang kontrakt, så parterne dermed har papir på hinanden frem til d. 30. juni 2026.
Jose Gallegos har fået hele sin fodboldopdragelse i San Antonio, hvor han startede på akademiholdet San Antonio FC Academy, hvorefter han senest har spillet for San Antonio FC i den amerikanske USL.
Den unge amerikaner har sine forcer i det fremadrettede spil, hvor han især har gjort sig bemærket på den offensive del af midtbanen.
Sportsdirektør i SønderjyskE, Esben Hansen, glæder sig over tilgangen af Jose Gallegos, der længe har været i kikkerten.
– Jose er en ung spiller med et kæmpemæssigt potentiale, som vi har haft et godt øje til længe, og som vi i de sidste seks måneder har scoutet intensivt. Han har imponeret i USL i denne periode, og vi er enormt glade for, at han har skrevet en lang aftale med SønderjyskE.
Esben Hansen fortæller, at Jose Gallegos har nogle klare spidskompetencer i det offensive spil.
– Jose har store kompetencer i offensive 1-1-situationer, og han er samtidig en hårdtarbejdende karakter, der passer godt ind i vores fodboldklub. Jose´s offensive kvaliteter kommer til at hjælpe os i fremtiden, og vi ser meget frem til at få ham ind i gruppen, så han hurtigst muligt kan blive integreret sportsligt og socialt blandt sine nye holdkammerater.
Fakta om Jose Gallegos
Alder: 20 (22/11 2001)
Nationalitet: Amerikaner
Højde: 176 cm.
Position: Offensiv midtbanespiller
Kontrakt: 30/06 2026
Tidligere klub: San Antonio FC